Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kærlighedssvindel stiger – 9 mio. kroner stjålet på et halvt år

Publiceret 08-11-2021
Nyhed

Nye tal fra Finans Danmark viser, at 9,39 mio. kroner blev lokket ud af danskeres bankkonti i første halvår af 2021 som led i kærlighedssvindel.

De drømmer om at finde kærligheden men ender med at blive franarret penge.  Det er hvert år historien for en række danskere. Og i første halvdel af 2021 kostede det dem 9,39 mio. kroner.

Kærlighedssvindlerne finder ofte deres ofre på datingsider, sociale medier eller via e-mail. Og når kontakten er skabt og tilliden er til stede, bliver ofret opfordret til at overføre penge til den kriminelle. Offeret kan også opleve at blive afpresset af den kriminelle.

Bankerne får stoppet mange forsøg på kærlighedssvindel. I første halvår 2021 forsøgte svindlerne at slippe afsted med over 29 mio. kroner på denne måde. Men de 20 mio. kroner blev altså stoppet.

Paraderne skal op
”Bankerne har stort fokus på at stoppe svindel. Det kan man tydeligt se af tallene. Men de kan ikke stoppe det alene. Vi skal have øget den kritiske sans, hvis de kriminelle skal stoppes,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

I 2020 blev der svindlet for 6,6 mio. kroner via kærlighedssvindel. Tilbage i 2019 slap kærlighedssvindlerne af sted med 17 mio. kroner. Tallet for 2021 tyder altså på, at denne type kriminalitet er stigende igen.

”Derfor er der god grund til at være opmærksomme på, at det desværre ikke er alle, der vil en det godt. Man skal have paraderne oppe, når man finder relationer på internettet. For selvom man selv har gode intentioner, så skal man vide, at det har andre ikke nødvendigvis,” siger Michael Busk-Jepsen.

Fakta

Tallene er baseret på en stikprøve blandt vores medlemmer. Tallene repræsenterer ca. 30 procent af alle kundeaftaler i sektoren. Vi har på den baggrund beregnet et sektorestimat for alle Finans Danmarks medlemmer. Udover de indberetterede sager til Finans Danmark er der formentlig et betydeligt mørketal. Nogle ofre vil være utilbøjelige til at gå til deres bank eller politiet pga. selvbebrejdelse over at være faldet for svindlen.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde