EU’s mål om 55 pct. CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet senest i 2050 kræver investeringer i milliardklassen. Og her spiller finanssektoren en afgørende rolle, når de kanaliserer penge i en bæredygtig retning. I dag har EU-Kommissionen lanceret en række nye initiativer, som styrker dén indsats.
”Finanssektorens første bæredygtighedsredegørelse viser, at kapitalforvaltere og penge- og realkreditinstitutter allerede er i fuld gang med at understøtte den bæredygtige omstilling. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde grønne produkter og inddrage bæredygtighed i den daglige rådgivning af kunderne,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark, og fortsætter:
”Og i dette arbejde er en fælles målestok for, hvad der er bæredygtige aktiviteter, og hvordan vi sammenligner virksomhedernes bæredygtighedsindsatser, afgørende værktøjer til at sikre ensartethed og gennemsigtighed for kunderne.”
Den nye strategi vil i de kommende år blive udmøntet i konkrete lovforslag fra EU-Kommissionen og følge de sædvanlige politiske processer.
En udvidet EU-målestok for bæredygtige aktiviteter
Fra 1. januar 2022 træder EU-taksonomien i kraft. Taksonomien sikrer en ensartet klassificering af grønne og miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter på tværs af EU, hvilket giver finanssektoren bedre mulighed for at låne ud og investere i de aktiviteter, der betegnes som bæredygtige. I den nye strategi lægger EU-Kommissionen op til en videreudvikling af taksonomien, så der blandt andet kommer mere fokus på virksomhedernes omstilling fra miljømæssigt skadelige aktiviteter til mindre miljøbelastende og mere grønne aktiviteter.
”Det er ikke nok, at vi investerer og yder lån til virksomheder, der allerede er grønne. Det er lige så vigtigt, at vi igennem investeringer og aktivt ejerskab skubber virksomhederne i en mere bæredygtig retning, og at vi yder lån til dem, der har et ønske og en konkret plan for at omlægge deres aktiviteter til mere bæredygtige aktiviteter,” siger Birgitte Søgaard Holm og fortsætter:
”Der har indtil nu været fokus på taksonomiens klimamål, og der er et arbejde i gang på de bredere miljømål. Bæredygtighed er mere end klima og miljø, og fokus er nu på den sociale dimension af taksonomien. Vi ser frem til snart at se den af Kommissionen nedsatte ekspertgruppes foreløbige bud på, hvordan det bedst kan gøres. ”
Mere kvalitet i ESG-ratings
En anden vigtig del af dagens udspil er nye tiltag, der kan forbedre troværdigheden og sammenligneligheden i ESG-ratings, som bedømmer virksomhedernes indsats på bæredygtighed og udtrykker den i en rating-karakter. EU-Kommissionen lægger blandt andet op til initiativer på området og analyser af markedet for ESG-ratings.
”Vi ser flere udfordringer med de eksisterende ESG-ratings, som hver især har deres – ofte uigennemskuelige – metode til at vurdere virksomhedernes bæredygtighedsindsats. I en analyse, som EU-Kommissionen tidligere har fået lavet, peges der blandt andet på, at der er lav gennemsigtighed og lav sammenlignelighed i ESG-ratings. Det er der behov for at få rettet op på. Så vi ser frem til EU-Kommissionens initiativer, og vil spille konstruktivt ind med vores anbefalinger og viden,” siger Birgitte Søgaard Holm.
Læs mere:
- Kommissionens strategi for finansiering af overgangen til en bæredygtig økonomi
- Finanssektorens første bæredygtighedsredegørelse
Fakta: Centrale elementer i EU-kommissionens strategi
1) EU-taksonomien: Færdiggøre kriterierne for taksonomiens fire miljømål og justere taksonomien, så den understøtter finansiering og investering i virksomhedernes bæredygtige omstilling.
2) Forbedre privatkunders adgang til grønne lån ved energirenovering af huse m.v. og bedre rådgivning til små og mellemstore virksomheder om grønne finansieringsmuligheder.
3) Øget fokus på implementering af bæredygtighedsrisici i finansielle virksomheders risikostyring og rapportering samt forbedret overvågning af finanssektorens modstandsdygtighed over for bæredygtighedsrisici.
4) Øget gennemsigtighed om finansielle virksomheders CO2-aftryk og planer for reduktion heraf.
5) Forbedre troværdigheden og sammenligneligheden i ESG-ratings.
6) Fremme de globale ambitioner for bæredygtig finans.