Danskerne har siden 1. januar 2019 kunnet oprette en aktiesparekonto, der gør det skattemæssigt nemmere og billigere at investere. Efter knap 2,5 år er det dog de færreste danskere, der kender til ordningen. I en ny opinionsundersøgelse svarer 78 pct., at de ikke har kendskab til, hvad en aktiesparekonto er, mens blot 22 pct. kender til aktiesparekontoen.
”At næsten 8 ud af 10 danskere ikke kender til aktiesparekontoen viser, at vi som branche fortsat har en opgave med at fortælle den almindelige dansker om de muligheder, som aktiesparekontoen giver. Aktiesparekontoen er skattemæssigt attraktiv, da afkastet beskattes med blot 17 pct., og skatten beregnes og betales af banken via ens aktiesparekonto. Som investor slipper man dermed for at lave skatteindbetalingerne selv, og man risikerer heller ikke at få en ubehagelig overraskelse, når man modtager sin årsopgørelse. Det er en stor fordel for især mindre erfarne investorer,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Selvom kun en mindre del af danskerne kender aktiesparekontoen, så er ordningen til gengæld populær blandt dem, som kender til den. Blandt de respondenter, der kender til aktiesparekontoen, svarer 26 pct., at de allerede har oprettet en aktiesparekonto, mens 27 pct. angiver, at de forventer at oprette en aktiesparekonto i fremtiden.
”Mere end halvdelen af de danskere, der kender til aktiesparekontoen, har allerede en konto eller forventer at oprette en konto i fremtiden. Det viser, at det er en attraktiv ordning, og vi forventer, at flere danskere vil tage ordningen til sig i takt med, at kendskabet til den udbredes. Samtidig har vi tidligere set, at aktiesparekontoen er populær blandt unge investorer og danskere, som ikke tidligere har investeret. I forhold til at styrke investorkulturen i Danmark er potentialet ved at få udbredt kendskabet til aktiesparekontoen derfor stort,” siger Birgitte Søgaard Holm.