I dag har danske boligejere omkring 1,4 mio. i realkreditlån. På godt 2.500 af dem er der på nuværende tidspunkt ikke betalt den ydelse, der skulle have været betalt ved udgangen af september 2020. Det er den laveste andel siden marts 2008.
”Coronakrisen har i høj grad præget danskernes liv i 2020, men det ser ikke ud til, at den har haft negativ indflydelse på danskernes betalinger til boliglån. Tværtimod. Renterne tog et lille hop i marts, men er nu tilbage på samme lave niveau, som før Danmark lukkede ned. Og selvom ledigheden steg under forårets nedlukning, faldt den igen i løbet af efteråret. Begge dele er godt for boligejerne,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og forsætter:
”Hvorvidt vinterens nedlukning vil betyde, at flere får svært ved at betale deres boliglån, er vanskeligt at spå om. Vi ved dog fra tidligere analyser, at de fleste danske boligejere har en sund økonomi med stor opsparing og god afstand mellem indkomst og faste udgifter. Det gør, at familiernes økonomi er robust.”
Men står man i en situation, hvor man har udfordringer med at betale den næste termin på boliglånet, så er det en rigtig god idé at kontakte sin bank eller realkreditinstitut.
”De boligejere, der har realkreditlån med mulighed for afdragsfrihed, men som betaler afdrag, kan for eksempel vælge afdragsfrihed på lånet i en periode. Men der er også mange andre muligheder, som man kan se på sammen med sin bank eller realkreditinstitut,” siger Ane Arnth Jensen.
Fakta:
- Finans Danmarks opgørelse af restancer viser, hvor stor en del af de samlede ydelser fra boligejerne der ikke er betalt tre og en halv måned efter betalingsfristen. Lige nu er 0,18 pct. af de samlede boligydelser endnu ikke betalt. Det betyder, at boligejerne i gennemsnit mangler at betale 18 øre for hver 100 kroner, de skulle have betalt.
- Læs analysen om boligejernes robusthed
Hent statistikken for restancer og overtagne ejendomme.