I de første syv måneder af 2021 har der været et nettokøb af danske detailfonde på knap 47 mia. kroner. Det svarer til 5 procent af investeringsfondenes formue ved årets begyndelse. Samtidig er interessen for at investere i danske investeringsfonde ved at være tilbage på de høje niveauer, der blev nået tidligere på året. Alene i juli har investorerne købt for netto 8 mia. kroner. Det bliver kun overgået af de meget høje tilgange i januar og marts, der var på henholdsvis 10,7 og 8,9 mia. kroner.
”De mange nye midler, der er tilført fondene i sommerferieperioden indikerer, at investeringskulturen i Danmark er inde i en rivende udvikling. Generelt har vi siden coronakrisen ramte Danmark i foråret 2020 set, at danskernes interesse for at investere har været kraftigt stigende. Det har affødt diskussioner om den store investeringslyst er udtrykt for et midlertidigt fænomen grundet ekstraordinære store opsparinger, da nedlukningerne har gjort det vanskeligere at forbruge, eller om der er tale om en mere varig investeringsadfærd. Ser vi på tallene for investeringsfondene tyder intet på, at tilbagerulningen af restriktioner har fået danskerne til at investere mindre, også selvom mange har haft store gevinster, som de kunne have realiseret og forsødet ferien med,” siger Kåre Valgreen, investeringschef i Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Især fonde med danske aktier og bæredygtige fonde er populære
Når man ser på tilførslen af nye midler til de forskellige typer af investeringsfonde gennem 2021, er særligt to temaer iøjnefaldende. Det ene er investeringsfonde, der investerer i danske aktier. Samlet er der blevet investeret mere end fire mia. kroner i disse fonde og målt i forhold til formuen ved året begyndelse, er det den af fondshovedkategorierne, der har modtaget flest nye midler. Nettokøbet svarer til godt 12 procent af formuen ved årets begyndelse og udgør knap 9 procent af årets nettokøb på tværs af alle fonde. Det andet investeringstema, som har oplevet en stor tilgang af nye midler, er fonde, der er betegnet som enten ”bæredygtige” eller ”grønne” [1]. Disse fonde har i årets syv første måneder registreret et samlet nettokøb på mere end 13 mia. kroner. Det svarer til knap 30 procent af årets samlede nettokøb af danske detailfonde.
”Selvom vi ikke endnu har et tilstrækkeligt historisk grundlag til at vurdere omfanget af bæredygtige investeringer, viser vores tal, at bæredygtighed som investeringstema har stigende bevågenhed hos investorerne. Samtidig ser vi, at udbuddet af investeringsfonde med fokus på bæredygtighed er i stor vækst. Både udbud og efterspørgsel peger derfor i samme retning, og vi er ikke i tvivl om, at bæredygtighed vil være et af de store investeringstemaer mange år fremover, ” siger Kåre Valgreen.
[1] Opgørelsen baserer sig på en sammentælling af fonde, hvor ordet ”bæredygtig” eller ”grøn” indgår i fondens navn.