Siden coronakrisen brød ud i marts 2020, har der været 125 konkursbegæringer af danske virksomheder om ugen. Det er under niveauet gennem de senere års økonomiske opsving – siden 2013 har gennemsnittet ligget på ca. 130 konkursbegæringer om ugen. Analysen viser desuden, at to ud af tre konkursramte virksomheder havde en negativ soliditet eller negativ indtjening allerede inden krisen.
”Det er et bemærkelsesværdigt lavt antal konkurser set i lyset af den alvorlige krise, som har ramt dansk økonomi. Når vi ikke ser flere konkurser, hænger det i høj grad sammen med regeringens kompensationsordninger, ligesom mange virksomheder har konsolideret sig under det langvarige opsving og er gået stærke ind i krisen. Hertil kommer hjælp fra pengeinstitutterne, som har været med til at understøtte mange sunde virksomheder, der er blevet ramt på omsætningen under coronakrisen,” siger Niels Arne Dam, underdirektør og cheføkonom i Finans Danmark. Han føjer til, at tal for fem af de største danske banker viser, at de siden krisens begyndelse har bevilget kredit eller anden hjælp for i alt 85 mia. kr. til 6.100 virksomheder”.
Flere konkurser i vente
Tendensen i antallet af konkurser har imidlertid været stigende i de seneste uger, og med udsigten til et markant fald i BNP og tilbagerulning af kompensationsordningerne vil der være virksomheder, som ikke overlever. Det drejer sig hovedsageligt om de virksomheder, der også havde en svag økonomi inden coronakrisen. Dem kan pengeinstitutterne ikke hjælpe inden for rammerne af en ansvarlig kreditpolitik. Selv om der indtil nu er tale om relativt få konkurser, bør det ses som et øjebliksbillede, lyder det fra Finans Danmark.
”I takt med at regeringens kompensationsordninger udfases, forventer vi at se flere virksomheder, der ikke vil være økonomisk bæredygtige i tiden efter nedlukningen. Her vil det stå klarere, hvilke virksomheder der har en bæredygtig økonomi i den økonomiske virkelighed, som tegner sig i kølvandet på coronakrisen. Selv om pengeinstitutterne fortsat står klar til at hjælpe sunde virksomheder gennem krisen, når kompensationsordningerne udfases, må vi indstille os på, at antallet af konkurser kommer til at stige fremadrettet”, siger Niels Arne Dam.
Læs hele analysen her


Fakta og metode:
- I analysen ser vi på konkursbegæringer og virksomheder, der er blevet registeret som værende ”under konkurs” på VIRK.dk. I forhold til sidstnævnte ser vi dog kun på virksomheder, der er aktive i den forstand, at de har minimum én ansat og har aflagt regnskab efter 1. juni 2018.
- Endelige konkurser sker i mange tilfælde først flere uger eller måneder efter, konkursbegæringerne er indtruffet. I den aktuelle situation kan behandlingstiden endda være særlig lang, da retsvæsnet har været lukket i krisens første uger. Endelige konkurser giver således ikke noget retvisende billede af den seneste udvikling under coronakrisen.
- I analysen af virksomheders nøgletal ser vi kun på virksomheder med ansatte baseret på tal fra det sidst aflagte regnskab.