Corona har smittet af på sommerhusmarkedet. Efter påsken var der 8.403 sommerhuse til salg i Danmark, mens der i slutningen af maj var 7.152. Det er et fald på 14,9 pct. Den primære årsag til, at udbuddet er faldet så markant, er, at der er blevet nedtaget rigtigt mange sommerhuse.
”Samtidig med nedlukningen af Danmark steg udbuddet af sommerhuse. Der blev både sat flere sommerhuse til salg – og der blev ikke taget så mange af markedet. På grund af nedlukningen kunne danskerne ikke i lige så høj grad komme ud og se på nyt sommerhus,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Men den udvikling er vendt. Efter udmeldingen om den gradvise genåbning af Danmark i påsken, er sommerhusene blevet revet væk. I maj måned blev der taget 2.221 sommerhuse af markedet i Danmark. Det er det højeste antal, vi hidtil har set i de 16 år, vi har statistik for.”
Der er ingen tvivl om, at sommerhuse er i høj kurs. Mens udbudstiderne for huse og ejerlejligheder har ligget på stort set samme niveau siden nedlukningen af Danmark, er de faldet med 13 pct. for sommerhuse. Det skyldes både, at der er kommet nye sommerhuse til, men også at sommerhuse med længere udbudstider er solgt eller taget af markedet.
”Der er godt gang i det danske sommerhusmarked. Udsigterne til at holde sommerferie herhjemme i år har højst sandsynligt både fået flere danskere til at investere i et sommerhus og sommerhusejerne til at genoverveje et planlagt salg,” siger Ane Arnth Jensen.
Fakta
- De sommerhuse, der i øjeblikket er til salg, har i gennemsnit været til salg i 317 dage, og det er det laveste niveau siden 2009.
- Udbuddet af ejerlejligheder og huse steg i de første uger efter nedlukningen, men siden påske er udbuddet faldet med hhv. 0,5 og 5,0 pct.
