Samfundsforudsætningerne, som pensionsselskaber og pengeinstitutter benytter, når de beregner pensionsprognoser vedr. afkast til deres kunder, udvides nu, så de også kan anvendes på investeringsprodukter. Udvidelsen er et nyt sektorinitiativ, som skal sikre, at de investeringsprodukter og de afkastforventninger, som bliver hhv. tilbudt og oplyst til kunderne som minimum er baseret på de afkastforventninger, som ”Rådet for Afkastforventninger” har fastsat.
”Anvendelsen af samfundsforudsætningerne på investeringsprodukter er godt nyt for investorerne, der nu får et fælles og uafhængigt referencepunkt, når de skal vurdere deres forventninger til afkast. Det vil øge gennemsigtigheden for den enkelte investor og forhåbentlig være med til at styrke tilliden til investeringsprodukterne. Begge elementer er vigtige forudsætninger for en bedre investeringskultur i Danmark, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
De nye fælles afkastforudsætninger er blevet udvidet på en række områder, så de nu både kan anvendes på pension og investering. De fælles afkastforventninger for investering og pension er med afsæt i de nuværende fælles afkastforventninger, som gælder for pensionsområdet udvidet på følgende centrale områder:
- 1-10 års investeringshorisonten erstattes med en investeringshorisont på 1-5 år og 6-10 år for alle aktivklasser. Opdateringsfrekvensen ændres fra årlig til halvårlig for begge tidshorisonter.
- Antallet af aktivklasser forbliver 10.
Udvidelsen af samfundsforudsætningerne implementeres senest den 1. oktober 2020.
Læs Brancheanbefaling om fælles afkastforventninger her.
For yderligere information henvises til Rådet for Afkastforventningers hjemmeside