Der er længere og længere imellem huse med til salg-skilte rundt omkring i landet. Ved udgangen af september var der 27.958 parcel- og rækkehuse, huskøbere kunne vælge imellem. Dermed fortsætter den tendens, vi har set siden sommeren 2019, hvor antallet af huse til salg fortsætter nedad – mens priserne fortsætter opad. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
”Over næsten hele landet er der færre huse til salg. Der sættes fortsat forholdsvist mange huse til salg, men der fjernes endnu flere fra markedet. Den udvikling har vi set i noget tid. Efterspørgslen på huse er tydeligvis stor i et marked med færre og færre varer på hylderne. Og det er med til at drive priserne opad,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Boligejere forventer endnu højere priser
En anden faktor, der kan bidrage til stigende priser, er danskernes forventninger til prisudviklingen. Og her er de danske boligejere tydeligvis præget af optimisme. I en helt frisk undersøgelse fra Epinion, foretaget for Finans Danmark, svarer knap 30 pct. af husejerne, at de forventer, at prisen på deres hus vil stige de kommende 12 måneder.
”Selvom vi har været gennem en periode, hvor corona har fyldt rigtig meget og fortsat skaber usikkerhed for den enkelte og for samfundsøkonomien, så er husejerne fortsat optimistiske. De fleste forventer højere eller uændrede huspriser, og forholdsvist få husejere tror, at priserne falder det kommende år. Overordnet set er der over det seneste år ikke rykket det store ved husejernes forventninger til prisudviklingen på deres bolig,” siger Ane Arnth Jensen.
Hent statistik