Der er ikke nok grønne boliger på markedet, hvis man spørger danskerne. I en undersøgelse foretaget af Epinion for Finans Danmark, svarer 57 pct., at de ville vælge en bolig med minimum energimærke C, hvis de i dag skulle købe en bolig. Men I december 2019 var kun ca. hvert tredje hus til salg i energimæssig god stand – dvs. med energimærke A, B eller C.
”Mange købere har et ønske om et hus i god energimæssig stand. Men på nuværende tidspunkt er efterspørgslen på grønne boliger tydeligvis større end udbuddet. Det lavere udbud kan evt. hænge sammen med, at folk ikke tænker så meget over energimærket, før de sætter deres bolig til salg – og hvilke fordele, der er ved en bedre energimærkning” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør for Finans Danmark.
Samme undersøgelse viser, at der er en del husejere, der ikke ved, hvordan det egentlig står til med deres bolig. Kun omkring seks pct. husejere mener, at deres hus er i energimæssig dårlig stand. Ifølge tal fra Energistyrelsen er det op mod hvert tredje hus, der har energimærke E, F eller G.
“Der er tydeligvis et stort potentiale for energiforbedringer, når så mange husejere ikke er klar over, at de kan få gavn af at energirenovere deres hjem. Det er dog vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i, hvilken type energiforbedring der kan betale sig for netop ens hus. For nogle vil det være husets isolering eller udskiftning af tag eller vinduer, mens det for andre kan være at udskifte et oliefyr med en varmepumpe,” siger Ane Arnth Jensen.
Højere priser og hurtigere salg
Det er ikke kun klimaet og pengepungen, der har godt af, at man energirenoverer sit hus. Sælgere kan også få mere for huset. Det viser Finans Danmarks analyse på baggrund af over 40.000 hussalg, som tager højde for bl.a. huskarakteristika og geografisk placering.
Et typisk hus på 140 kvm kan sælges for godt 160.000 kr.mere, hvis det er blevet forbedret fra energimærke E til D. Rykker man sit hus fra energimærke D, som er det mest almindelige, til C, kan der være godt 130.000 kr. mere at hente ved salg.
”Energirenoveringer giver husejere både bedre klimasamvittighed og færre udgifter til varme. Og så bliver man også belønnet ved salget, hvor der kan være flere hundrede tusinde kroner ekstra at hente,” siger Ane Arnth Jensen.
Udover en højere salgspris kan energiforbedringer af ens hus også betyde, at salgstiden forkortes. I 2018 blev huse i energimæssig god stand i gennemsnit solgt på 136 dage, mens huse i energimæssig dårlig stand blev solgt på 205 dage.
”Når køberne slår hurtigere til på et hus, som er i energimæssig god stand, kan det blandt andet skyldes forventninger til en lavere varmeregning og bedre indeklima. Derudover er huse med bedre energimærker typisk også nyere eller har en bedre beliggenhed – og det er noget køberne er villige til at betale for,” siger Ane Arnth Jensen.
Har man tanker om at energirenovere sit hus, er det en god idé at tage fat i sin bank eller sit realkreditinstitut for at høre om mulighederne for at låne til det.
”Der er flere oplagte tidspunkter, hvor man kan overveje at låne til at energirenovere sit hus. Det kan fx allerede være, når man køber huset og optager sit realkreditlån. Desuden giver den særlige danske realkreditmodel boligejerne mulighed for at optage tillægslån eller nemt at lægge deres lån om. I samme omgang kan man undersøge mulighederne for at låne til at investere i energiforbedringer,” forklarer Ane Arnth Jensen.