I november indhentede danskerne og virksomhederne 22.500 tilbud på realkreditlån. Heraf var 7.743 lånetilbud til køb af bolig. Siden januar er der indhentet 83.866 lånetilbud på boligkøb. Det er kun 1.182 færre, end der blev indhentet i hele 2019.
”Interessen for realkreditlån til køb af bolig tog et lille dyk i april og maj efter nedlukningen af samfundet. Men siden sommeren har mange danskere ledt efter en bolig, især sommerhuse har mange været på jagt efter. Vi er derfor allerede nu tæt på det samlede antal tilbud på lån til boligkøb fra 2019,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Stigende interesse i mange kommuner
I over halvdelen af landets kommuner har danskerne allerede indhentet flere lånetilbud til boligkøb end i hele 2019. Kalundborg og Ringkjøbing-Skjern er blandt de kommuner, hvor der er indhentet flest lånetilbud til boligkøb sammenlignet med 2019. Her er der indtil videre indhentet henholdsvis 24 og 22 pct. flere lånetilbud til boligkøb.
”I mange kommuner har danskerne allerede nu indhentet flere lånetilbud til boligkøb end i hele 2019. Og det gælder typisk i områder med mange sommerhuse. Men også andre steder har efterspørgsel på lån til ny bolig overgået interessen fra sidste år,” siger Ane Arnth Jensen og afslutter:
”I knap halvdelen af landets kommuner er lånelysten endnu ikke på samme niveau som i 2019. Men da vi stadig mangler at tage højde for de lånetilbud, der indhentes i december, vil nogle af forskellene nok udlignes ved årets udgang. Og generelt kan vi sige, at danskernes mulighed for at finansiere deres boligdrømme ikke er blevet ramt af corona.”