Betalingsmarkedet ændrer sig i disse år markant og hurtigt primært grundet den teknologiske udvikling og stor vækst i internethandlen. Udviklingen betyder, at forbrugerne og virksomhederne i stigende grad efterspørger flere betalingsløsninger, herunder ikke mindst mobilbetalinger. Samtidig udbydes betalingsløsninger i større grad på tværs af grænser, og konkurrencen fra udenlandske virksomheder er i disse år stigende.
Finans Danmark mener, at udviklingen på betalingsmarkedet har overflødiggjort den danske særregulering af Dankortet. Finans Danmark ønsker generelt et betalingsmarked, der alene er underlagt europæisk regulering for at skabe lige konkurrencevilkår. Finans Danmark mener derfor, at der kan sættes et klart spørgsmålstegn ved, om det fortsat er hensigtsmæssigt at fastholde den særlige regulering af Dankortet.