Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nye krav om kapitalpolstring sender milliardregning til Danmark

Publiceret 03-07-2019
Nyhed

Nye beregninger fra den europæiske bankmyndighed om implementeringen af Basel IV viser, at der er en kæmperegning på vej til de i forvejen velpolstrede danske banker og realkreditinstitutter. Det kan ramme boligejere og virksomheder og gå ud over væksten og jobskabelsen.

EBA (European Banking Authority) har netop løftet sløret for, at en fuld implementering af Basel IV-anbefalingerne i gennemsnit vil øge kapitalkravet for de europæiske banker med 24,4 pct. Ifølge EBA er det primært de store europæiske banker, som rammes af de stigende kapitalkrav, mens mindre banker kun påvirkes i begrænset omfang. Den betragtning er Finans Danmark ikke enig i.

”Det er meget store beløb, som bankerne i EU skal holde i polstring, hvis de skal kunne leve op til kravene. Det gælder også i Danmark", siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:

”En ekspertgruppe med repræsentanter fra bl.a. Nationalbanken, den finansielle sektor og Finanstilsynet har tidligere vurderet, at de største danske bankers og realkreditinstitutters kapitalkrav vil stige med i størrelsesordenen 78 mia. kr. svarende til en stigning på 34 pct. Det er en meget stor mundfuld og vil medføre en betydelig milliardregning til både store og små danske kreditinstitutter. Det vil ramme boligejere og virksomheder og gå udover væksten og jobskabelsen. Samtidig vil det give en usund tilskyndelse til at finansiere højrisiko aktiviteter mens lav-risikolån straffes.”

Basel IV-kravene er set med danske briller helt unødvendige, da danske institutter i dag allerede har polstret sig med mere end 100 milliarder kr. siden finanskrisen. Samtidig anvender danske institutter i dag allerede meget robuste metoder til vurdering af risici.

”I finanssektoren vil vi fortsætte det hidtidige tætte og konstruktive samarbejde med regeringen, Folketinget og øvrige myndigheder for at sikre, at velpolstrede danske institutter med sunde, kreditværdige kunder ikke udsættes for unødige fordyrende krav, som ikke afspejler øget risici,” siger Ulrik Nødgaard.

I dag reserverer kreditinstitutter mindre kapital, når de låner ud til sikre projekter, end når de udlåner til mindre sikre.

”Basel IV-kravene ødelægger denne sunde og fornuftige sammenhæng mellem risiko og polstring. Det er en bekymring, som vi deler med de danske myndigheder. Vi vil derfor fortsætte arbejdet med at finde en europæisk løsning, der sikrer tilstrækkelig fleksibilitet til også de særlige danske velbegrundede hensyn", siger Ulrik Nødgaard.

 

Læs EBA's udmelding her

Forstå Basel IV på 4 minutter

 

Carsten Brink

Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde