I de første 10 måneder af 2019 har danske investorer tilført nye investeringsmidler til danske investeringsfonde, der investerer i udenlandske obligationer, for i alt 7,6 mia. kr. Det gør denne kategori af investeringsfonde til den næstmest populære i indeværende år, kun overgået af blandede fonde.
”I lyset af en lurende handelskrig og uro om Brexit har danske investorer generelt justeret risikoprofilen for deres investeringer. I årets første 10 måneder har tendensen været, at der sælges aktiefonde og købes obligationsfonde. Selvom investorerne også har købt fonde med danske obligationer, har den største interesse dog samlet sig om de udenlandske obligationsfonde, bl.a. fordi der på de globale rentemarkeder er flere investeringsmuligheder at vælge imellem end i en ren dansk sammenhæng”, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark, og fortsætter:
”På trods af, at obligationsafkastene generelt er faldet, har det da også været ganske fornuftigt at søge mod udenlandske obligationer. I 2019 har afkastene for de udenlandske obligationsfonde ligget mellem knap 5 og godt 10 pct. Set over de sidste 10 år har en investering i en fond med udenlandske obligationer i gennemsnit givet et afkast på 4,5 pct. årligt.”
Obligationsfonde dækker over et bredt spektrum af investeringstyper. I år har den mest populære kategori været såkaldte non-investment grade obligationer, der typisk dækker over obligationer udstedt af virksomheder med en forholdsvis høj kreditrisiko. Samlet har danske investorer sat knap 5 mia. kr. i fonde, der hovedsageligt investerer i disse obligationstyper.
Omvendt har danske investorer vendt ryggen til obligationer fra emerging markets, og det følger tendensen, som også gør sig gældende for aktier fra emerging markets. I alt har investorer i danske fonde, der gør det i obligationer fra emerging markets, solgt for godt 1 mia. kr.
