Kampen mod finansielle kriminelle er en utrolig svær opgave, når banker og myndigheder – sådan som det er i dag – ikke må dele oplysninger om kunder og borgere med hinanden. Derfor har Finans Danmarks Hvidvask Task Force allerede foreslået en særlig fortrolig enhed til deling af konkrete oplysninger mellem eksempelvis politi, efterretningstjeneste, skat og enkelte banker. Og det er en god eller helt fremragende idé, synes knap ni ud af ti danskere i en ny undersøgelse fra Epinion.
”Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er blevet så vigtig og så stor en opgave, at ingen kan løfte den alene. Der er et behov for et meget tættere samarbejde mellem myndighederne og den finansielle sektor. Og det er ikke kun os, i den finansielle sektor, der synes, det er en god idé. Største delen af befolkningen bakker tydeligvis også op om en ny fælles front,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Finans Danmark foreslår helt konkret, at der oprettes en ny enhed ”Den Fælles Efterretningsenhed for Hvidvask og Terrorfinansiering (FEHT)”, hvor banker og myndigheder mødes i et fortroligt rum for at drøfte konkrete sager på individuelt og mere generelt kundeniveau.
Forslaget om etablering af FEHT’en ligger i forlængelse af regeringens aktuelle lovforslag om et nyt myndighedsforum, som skal styrke indsatsen mod svindel, hvidvask og terrorfinansiering.
”Et styrket samarbejde på tværs af myndigheder er uden tvivl vigtigt. Men der skal mere til. Hvis opgaven med at komme hvidvask og terrorfinansiering til livs skal rykke for alvor, så kræver det, at man inkluderer bankerne i et tæt og direkte samarbejde med myndighederne. Det er det, der skal til for at opbygge det stærkest mulige bolværk mod finansiel kriminalitet,” siger Ulrik Nødgaard.
Fakta:
Epinion har spurgt: Synes du, det er en god idé, at myndigheder (Politiet, Skattestyrelsen, PET, FE) og banker kan dele oplysninger med hinanden i et fortroligt rum i kampen mod hvidvask og terrorfinansiering?
Danskerne har svaret:
Det er en fremragende idé: 44,9%
Det er en god idé: 42,2%
Hverken eller: 6,2%
Det er ikke en særligt god idé: 2,0%
Det er en rigtigt dårlig idé: 1,6%
Ved ikke: 3,1%