De nye EU-regler skal gøre det mere sikkert at lave elektroniske betalinger. Dette sker først og fremmest ved, at der indføres et krav om stærk kundeautentifikation. Stærk kundeautentifikation - eller to-faktor autentifikation – betyder, at der skal anvendes mindst to faktorer til at godkende en betaling.
I fysisk handel i Danmark anvendes der allerede i dag stærk kundeautentifikation i form af autentifikation via chippen i betalingskortet og pinkode. Med de nye krav skal der fra den 14. september 2019 som udgangspunkt anvendes stærk kundeautentifikation, når en betaler foretager en elektronisk betaling. Det indebærer, at en online kortbetaling vil skulle godkendes med et ekstra element, eksempelvis ved indtastning af en engangskode modtaget via sms.
Betalingsrådet påpeger, at kortindløsere og kortudstedere i Danmark, f.eks. Nets og bankerne, allerede i dag i vidt omfang tilbyder løsninger til stærk kundeautentifikation. Derimod er der mange internetforretninger, der ikke er klar endnu. Konsekvensen for internetforretninger, der ikke er klar, kan være, at de ikke kan modtage betaling fra den 14. september 2019.
”Vi danskere er glade for at handle på internettet. Det er derfor meget vigtigt, at der løbende er fokus på at styrke sikkerheden ved elektroniske betalinger på nettet”, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
“Heldigvis viser de seneste tal fra Nationalbanken, at omfanget af misbrug med danske betalingskort er reduceret. Men når det sker, er det især ved onlinehandel. Hele 80 procent af alle betalingskortmisbrug forekommer her. Det kan de nye krav bidrage til at reducere”, siger Michael Busk-Jepsen.
Udtalelse fra Betalingsrådet Læs om Betalingsrådet