En række af ændringerne vurderes ikke tilstrækkeligt velbegrundede og ser flere steder bort fra væsentlighedsbetragtninger. Finans Danmark finder det vigtigt, at institutterne forholder sig til, om der er særlige risici knyttet til organisering, ressourcer og kompetencer eller til den faktiske styring og interne processer, kontrol og rapportering. Institutterne lever allerede i dag op til ledelsesbekendtgørelsen. Det er også uklart, hvad der præcis skal til for at opfylde de meget generelt formuleret dokumentationskrav (særligt på operationel risiko og IKT), og en forhåndsdialog med sektoren ville have været en fordel.
Der kan være praktiske udfordringer med at opfylde de omfattende dokumentationskrav på kort sigt, hvilket er særdeles kritisk, da det kan give omfattende tillæg i Søjle II, hvis tilsynet ikke finder dokumentationen tilstrækkelig. Søjle II indgår i mange institutters kapitalbehov, og har investorernes og ratingbureauernes fokus. Større tillæg kan utilsigtet have markedsmæssige konsekvenser ikke mindst for børsnoterede og værdipapirudstedende virksomheder. Finans Danmark vil derfor opfordre til, at vejledningens bestemmelser ændres på en række områder, jf. nedenfor og tidligst træder i kraft fra ultimo 2020. Derved har institutterne en periode til at arbejde med dokumentationen.