Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Antallet af hvidvask- og complianceansatte i bankerne eksploderer

Publiceret 17-11-2019
Nyhed

Antallet af ansatte der har hvidvask og regulering som kerneopgave har nu ramt 4.300, hvilket svarer til lønudgifter på i alt 3,4 mia. kr. om året. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark

Der er de senere år iværksat en betydelig indsats for at modvirke, at danske banker fremadrettet bliver misbrugt til hvidvask. Hertil kommer en øget indsats for at implementere de mange nye reguleringstiltag for den finansielle sektor, såkaldt compliance. Som en konsekvens har bankerne oprustet kraftigt på antallet af ansatte til at løfte disse opgaver.

Alene over det seneste år vurderes det, at der er ansat yderligere 1.200 medarbejdere, der har hvidvask og compliance som hovedopgave, så de i dag udgør i alt 4.300. Der er primært tale om højtuddannede og specialiserede medarbejdere, ofte inden for jura og revision.

Det seneste års stigning i antallet af hvidvask- og compliancemedarbejdere svarer til, at bankernes lønudgifter til disse medarbejdere er steget med 0,9 mia. kr. til i alt 3,4 mia. kr. Hertil kommer, at hovedparten af de øgede lønudgifter pålægges dansk lønsumsafgift på 15 pct.

Ifølge Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, er der tale om en helt nødvendig oprustning for at sikre en robust og troværdig finansiel sektor, selvom timingen kunne være bedre:

”De stigende lønudgifter til hvidvask og compliance kommer i en periode, hvor bankernes renteindtægter samtidig er klemt af det ekstremt lave renteniveau. Det betyder, at bankernes indtjening presses på flere fronter, og vi har bl.a. set overskuddet falde med 40 procent fra 1. halvår 2017 til 1. halvår 2019”, siger Ulrik Nødgaard og fortsætter:

”De øgede omkostninger i kombination med faldende indtjening understreger, at der er grænser for, hvad sektoren kan magte af nye særskatter og højere kapitalkrav, hvis man samtidig ønsker en finansiel sektor, der også i fremtiden kan spille en nøglerolle i forhold til at skabe vækst og velstand i Danmark.”

 

Læs hele analysen her

Carsten Brink

Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde