36,3 pct. af alle realkreditlån til boligejere er i dag afdragsfrie. Det er den laveste andel siden 2008, hvor omfanget var på nogenlunde samme niveau. I 2013 toppede andelen med 44,7 pct.
”Der i dag langt færre boligejere med afdragsfrie lån end tidligere. Andelen ligger i dag på det laveste i 10 år, og der er samlet set ca. 150.000 færre afdragsfrie lån, end da omfanget toppede. Udviklingen mod færre afdragsfrie lån betyder, at flere boligejere løbende nedbringer deres gæld,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Faldet i afdragsfrie lån skal ses på baggrund af, at der er blevet færre afdragsfrie realkreditlån med variabel rente. 92 pct. af faldet siden toppen i 2013 skyldes, at der er blevet færre lån med en kombination af afdragsfrihed og variabel rente, mens kun 8 pct. skyldes færre lån med fast rente og afdragsfrihed.
”Faldet i omfanget af afdragsfrie lån er især drevet af, at flere boligejere har sagt farvel til lån med en kombination af variabel rente og afdragsfrihed. Der kan være flere forklaringer på udviklingen. Men både attraktive lave renter på fastforrentede lån og nye låneregler har været med til at drive udviklingen,” forklarer Ane Arnth Jensen.
Kigger man på, hvor meget der er lånt ud i kroner og øre, i stedet for på antallet af lån med afdragsfrihed, så ligger andelen på det laveste niveau i mere end 11 år. Typisk er realkreditlån med afdragsfrihed lidt større end lån med afdrag, og derfor udgør afdragsfrie lån 46 pct. af det udestående realkreditudlån målt i kroner og øre. Da omfanget var på sit højeste i 2013, var andelen 56,7 pct.
Tabelmateriale