Priserne på huse er steget med 4,0 pct. det seneste år og ejerlejligheder med 8,2 pct. De stigende priser afspejler, at der fortsat bliver solgt mange boliger.
”Boligmarkedet er inde i en stabil fremgang, hvor priserne stiger og handelsaktiviteten er høj. I stort set alle landsdele er priserne på huse og ejerlejligheder nu højere end for et år siden, og de mange handler kommer lidt hurtigere i hus. Det tager i dag omtrent et halvt år at sælge sit hus og kun tre og en halv måned at sælge sin lejlighed,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Det seneste kvartal er der samlet set solgt 15.527 huse og ejerlejligheder i Danmark, og det er 1,7 pct. flere end for et år siden. Stigningen dækker over, at der er solgt 4,4 pct. flere huse og 5,0 pct. færre ejerlejligheder.
Samlet set er handelsaktiviteten kun lidt lavere end de høje niveauer før krisen og er fortsat 68 pct. højere end det laveste niveau i 2011.
”Der bliver generelt handlet rigtigt mange boliger, og det har over den seneste årrække fået udbuddet til at skrumpe. Det seneste halve år er der imidlertid sket det omvendte. Her er udbuddet af boliger steget lidt, og det skyldes hovedsageligt, at flere har sat deres boliger til salg. Det er imidlertid meget normalt, at udbuddet stiger lidt i første halvår, selv om stigningen nok har været lidt større end normalt,” siger Ane Arnth Jensen.
I dag står der 37.114 huse og 7.423 ejerlejligheder til salg, og der er henholdsvis 3.184 og 1.367 flere end for et halvt år siden.
Se statistik