”Helt generelt kan vi bare se, at kvinder ganske enkelt prioriterer kort afstand højere end mændene, når de vælger bolig. Det kan være til familie, job og transportmuligheder. Hvad årsagen til det er kan være mange. Men at mange kvinder går op i at planlægge en effektiv hverdag for sig selv og hele familien, er nok et godt bud,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
En af de største forskelle mellem mænd og kvinder er ønsket om at have jobmuligheder tæt på. 38 pct. af kvinderne svarer, at nærhed til jobmuligheder er vigtigt eller meget vigtigt for valg af bolig. Kun 28 pct. af mændene synes, at det er vigtigt.
”Både mænd og kvinder synes, at det er vigtigt at bo tæt på, hvor de arbejder. Men vores undersøgelse viser, at der er flere kvinder end mænd, der gerne vil bo tæt på jobmuligheder. I praksis bosætter familier sig også, så kvinden har kortere vej til arbejde, og i gennemsnit transporterer kvinder sig 15 kilometer kortere om dagen på arbejde end mændene,” siger Ane Arnth Jensen.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinder i gennemsnit pendler 17,6 km til deres job hver vej, mens det for mænd er lidt over 25 km.
