En opgørelse fra Finans Danmark viser, at en stigende andel af lånetilbud til boligkøb over det seneste år bliver givet til boligkøbere i Syd- og Vestsjælland, og at en lidt mindre andel gives i Københavns omegn.
”Udviklingen kan bl.a. hænge sammen med, at boligpriserne i Københavns omegn har nået et niveau, der får nogle boligejere til at overveje at flytte til områder med lidt lavere kvm. priser. I dag koster et gennemsnitligt hus på 140 kvm. i Københavns omegn knap fire millioner kr., mens et tilsvarende hus i Vest- og Sydsjælland koster 1,3 millioner kr.,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
11 pct. af alle lånetilbud til boligkøb bliver i dag givet i Syd- og Vestsjælland, og det er 2,5 pct. point flere end i årets første måned. I Københavns omegn er andelen derimod faldet nogenlunde tilsvarende.
”Det er utroligt positivt, at der er fremgang på boligmarkedet i Vest- og Sydsjælland, som er et af de steder i landet, hvor boligmarkedet har været længst tid om at komme sig oven på finanskrisen. De seneste to år har landsdelen oplevet en stor nettotilflytning på i gennemsnit 1.800 personer om året, og kvm. priserne stiger nu relativt mere end landsgennemsnittet,” siger Ane Arnth Jensen.