2018 har været et hårdt år for aktier, især Emerging markets – også populært kaldet ”nye markeder” herhjemme. Betegnelsen, der primært dækker over dele af Asien, Latinamerika, og Østeuropa, har haft det svært i 2018 på grund af usikkerhed omkring handelsbarrierer og frygt for rentestigninger.
Latinamerika, der har været blandt de mest volatile aktiekategorier i de seneste 12 måneder, har dog vist gode takter de seneste par måneder.
Det skyldes dels, at Brasilien – der formuemæssigt fylder meget i Latinamerika – valgte en ny præsident, hvilket har givet markedet fornyet tiltro til brasilianske aktier.
”Eksemplet Latinamerika demonstrerer værdien af ikke at paniksælge, fordi et værdipapir klarer sig dårligt. Aktiemarkeder som det latinamerikanske kan være volatilt, og investorer skal gøre op med sig selv om deres portefølje stemmer overens med deres risikovillighed.” siger Birgitte Søgard Holm, direktør i Investering & Opsparing i Finans Danmark.