Fra primo 2017 til 1. kvartal 2018 steg andelen af formuen i aktiefonde, der følger en passiv strategi, med 5 pct. point, fra 6,8 pct. til 11,8 pct.
Der er dermed næsten tale om en fordobling på ganske få år.
”Sektoren er tidligere blevet kritiseret for ikke at tilbyde kunderne et tilstrækkeligt udbud af passivt forvaltede fonde. Men tallene viser nu klart, at danskerne er kommet med på vognen og har fået større appetit på den type af investeringsfonde. Det er en positiv udvikling, som bl.a. også skyldes, at der er kommet flere produkter at vælge mellem og mere oplysning,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark, og fortsætter:
”Danskerne har ca. 900 mia. kr. stående i banken til typisk 0 pct. i rente, og de nye prisbillige digitale platforme kan måske inspirere nye kunder til at investere i investeringsfonde, der i det lange løb er en bedre forretning end bare at have pengene stående i banken.”
Der har internationalt været en hastig vækst i passivt forvaltede investeringsprodukter, hvorfor denne andel stadig ligger et godt stykke under det, man kan observere i andre lande. Der er dog noget, der tyder på, at denne udvikling altså nu også er kommet til Danmark.
Birgitte Søgaard Holm understreger, at det at flere vælger passive fonde, ikke nødvendigvis er udtryk for, at kunderne fravælger rådgivning, da en del af denne formue stammer fra forskellige løsninger, hvor porteføljesammensætningen sker på baggrund af rådgivning.
En passivt forvaltet fond følger et indeks , fx aktieindekset S&P500. Denne strategi er i modsætning til de aktivt forvaltede fonde, hvor porteføljeforvalteren løbende forsøger at optimere fondens investeringer. De to fonde har derfor også en prisforskel indbygget, da de passive fonde er billigere at drive og dermed at investere i. Afkastet kan selvsagt derfor også variere en hel del fra aktivt til passivt forvaltede fonde.

Kilde: Investering Danmark, Nationalbanken samt egne beregninger
Note: Figuren er baseret på detailformuen i aktiefonde og inkluderer udenlandske fonde i dansk depot fra 2016.