Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Opsving på husmarkedet har bidt sig fast

- priserne stiger mere på Vest- og Sydsjælland end i hovedstaden

Publiceret 16-06-2017
Nyhed

Huspriserne er på landsplan 4 pct. højere end for et år siden og har løftet sig i alle landsdele. Tidligere steg huspriserne mest i hovedstaden, men nu stiger priserne mere i bl.a. Nordjylland, Østsjælland og Vest- og Sydsjælland. Det viser Boligmarkedsstatistikken for 1. kvartal 2017.

”Opsvinget på boligmarkedet har bidt sig fast over det meste af landet. I alle landsdele er huspriserne og salget nu højere end for et år siden. Tidligere var især hovedstaden i førertrøjen målt på prisstigninger. På det seneste er førerpositionen overtaget af bl.a. Nordjylland og Vest- og Sydsjælland. Det er bemærkelsesværdigt, at opsvinget på husmarkedet er bredt forankret. Nu er der også prisstigninger i områder, hvor boligmarkedet efter finanskrisen har haft sværere ved at komme i gear end i hovedstaden,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

På Vest- og Sydsjælland er priserne i gennemsnit 8,5 pct. højere end for et år siden, mens priserne i Nordjylland er steget med 6,7 pct. Til sammenligning er priserne i hovedstaden steget med 4,9 pct. det seneste år.

”Selvom huspriserne på Vest- og Sydsjælland har løftet sig markant det seneste år, er priserne fortsat langt fra toppen i 00’erne. Vest- og Sydsjælland er den landsdel, hvor huspriserne faldt mest under finanskrisen. Boligejere, der købte på toppen, måtte derfor sluge store prisfald,” forklarer Ane Arnth Jensen. 

Priserne på Vest- og Sydsjælland faldt med knap 40 pct. efter finanskrisen, men har siden løftet sig med godt 16 pct.

 

Figur 1: Prisændringer på huse fra 1. kvartal 2016 til 1. kvartal 2017 i udvalgte landsdele og i Region Hovedstaden

Kilde: Realkreditrådet

Se flere tal her. 

Kontakt

Stine Luise Goll

Kommunikationsdirektør

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde