Finans Danmark anerkender regeringens ønske om at sikre sårbare låntagere mod høj og risikabel gældsætning. Det er imidlertid vigtigt, at de nye regler holdes simple og let forståelige.
”Det er i alles interesse at sikre sårbare låntagere mod høj og risikabel gældsætning. Men det er også vigtigt, at de nye regler er enkle og lette at forklare og forstå. Og samtidig skal forbrugerens muligheder for boligfinansiering stadig være gode og fleksible. Derfor er det meget vigtigt, at de nye regler kun omfatter forbrugerens primære boligfinansiering”, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”De nye regler bør heller ikke begrænse forbrugerens muligheder for at foretage låneomlægninger, som er en stor fordel for forbrugeren og nyder anerkendelse i hele EU. For at sikre fortsat fleksibilitet i låneomlægninger, bør der ikke sondres mellem forskellige grader af risikable lån.”