Mikael Munck overtager posten fra den konstituerede formand, adm. direktør i FinansDanmark Ulrik Nødgaard. Han glæder sig over, at der nu er fundet en formand med en stærk kommerciel og IT-faglig baggrund.
-Vi har været på udkig efter en kandidat med stor indsigt i den her særlige cocktail af finans og it. Det har vi fundet i Mikael Munck. Jeg er sikker på, at han er den helt rigtige til at hjælpe Copenhagen FinTech med at tage de næste skridt, siger Ulrik Nødgaard.

Mikael Munck stod fra 2009 til 2015 i spidsen for Saxo Banks it-udvikling først som CIO og senere som Global Head of Technology and Operations. Han blev bl.a. hædret med titlen som årets danske CIO i 2012. Før da var han medejer og CEO i teknologi-startupvirksomheden Initto, der blev solgt til netop Saxo Bank.
Han ser frem til at hjælpe Copenhagen FinTech med at sætte København på fintech-landkortet.
-Copenhagen FinTech er et spændende og fremsynet projekt, der har potentialet til at gøre København til et epicenter for udviklingen af fremtidens løsninger indenfor financial technology. Jeg ser frem til at kunne bringe min erfaring og mit netværk i spil og bidrage til, at projektet indfrier sit store potentiale, siger Mikael Munck.
Det er Finansforbundet, Københavns Kommune og Finansrådet, nu FinansDanmark, der sammen har taget initiativ til foreningen Copenhagen FinTech, som bygger videre på det solide fundament tidligere skabt i CFIR, Copenhagen Fintech, Innovation & Research.
Copenhagen FinTechs vision er, at skabe en dansk fintech hub i nordisk topklasse. Ambitionen er at skabe et økosystem, der skal understøtte Danmarks førende position inden for udviklingen af digitale finansielle løsninger og skabe de optimale rammebetingelser for den fortsatte udvikling af fintech i Danmark.
Initiativet bakkes op af en række private og offentlige partnere, sponsorer og medlemmer af foreningen Copenhagen FinTech, der alle deler visionen om at rykke den nordiske fintech-sektor endnu længere frem på det globale marked.