Erhvervsministeren nedsatte tidligere på året den såkaldte Basel-ekspertgruppe, som skal belyse effekterne af de foreløbige anbefalinger - som det forventes, at Baselkomitéen kommer med - og de særlige danske interesser med henblik på kommende EU-forhandlinger.
Ekspertgruppen har i dag offentliggjort de foreløbige skøn, og resultatet er, at danske institutters kapitalkrav vil stige med i størrelsesordenen 64 - 92 mia. kr.
Skønnet afspejler kapitalkravet afhængig af, hvor det såkaldte gulvkrav lander i intervallet mellem 70 og 75 pct. Skønnet er baseret på indberetninger til Finanstilsynet fra de fem største danske kreditinstitutter – også kaldet SIFI’erne.
Skønnet bekræfter Finans Danmark i, at gulvkravet vil ramme danske kreditinstitutter hårdt uden at den finansielle stabilitet af den grund forbedres. Derimod er gulvkravet til gene for långivning i Danmark. Derfor vil Finans Danmark fortsat sammen med en lang række danske aktører og europæiske kolleger arbejde for at forbedre de forslag, der er på bordet, så de ikke rammer udlån med dokumenteret lav risiko så hårdt, som der lægges op til:
”Vi arbejder – i forening med mange andre gode kræfter - rigtig hårdt på flere fronter for at gøre Basel-komiteen og alle omkring den opmærksomme på de uønskede effekter af den foreslåede regulering. Vi vil fortsat pege på, at risiko og polstring altid bør følges ad. Noget har allerede båret frugt, mens andet desværre ikke har. Vi afventer fortsat Basels endelige udspil, men det er svært at se, at det undgår at ramme låntagerne i Danmark. Vækst og beskæftigelse bliver dermed også ramt,” siger adm. direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.
Han peger samtidig på, at det arbejde, som allerede pågår i international regi med at forbedre de modeller, der i dag bruges til at opgøre kapitalkravet, naturligvis bør fortsættes. Og at Finans Danmark fuldt ud bakker op om, at disse interne modeller rettes til. Sammen med et nyt gearingskrav vil de to ting tilsammen -i Finans Danmarks optik- være med til en gang for alle at overflødiggøre et gulvkrav.
Det er EU-Kommissionen, der skal tage stilling til Basel-komiteens endelige anbefalinger, når de kommer. Finans Danmark vil fortsætte arbejdet med at belyse konsekvenserne af Basels ideer og arbejde for en europæisk løsning, der sikrer tilstrækkelig fleksibilitet til også de særlige danske hensyn.