Den musiske legende og nu også kommende, måske lidt vrangvillige, modtager af Nobelprisen, Bob Dylan, så tidligt den politiske og generationsmæssige disruption, der ramte samfundet i 1960’erne. Budskabet til de etablerede spillere var klart: ”You better start swimming or you will sink like a stone”.
Et budskab, vi også i dag får tudet ørerne fulde af, men som altså på ingen måde kan kaldes nyt. I dag er det den digitale teknologiske udvikling, man skal kunne svømme sammen med, hvis ikke man skal synke til bunds.
Min egen sektor - den finansielle - oplever låneplatforme, der formidler direkte kontakt mellem långivere og låntagere, som dermed på sigt kan snuppe en del af de gennemregulerede bankers udlån. Robotter kan potentielt yde formuerådgivning og lave kapitalforvaltning. Og muligvis kan computere på sigt udvikle kunstig intelligens, så de ikke bare kan reproducere hvad investeringseksperter gør i dag, men kan analysere mønstre i millionvis af handelsdata og se reaktionsmønstre, som selv den skarpeste aktieanalytiker ikke kan se. Ingen kan forudse omfanget af, hvad de forskellige sektorer vil opleve, men der er enighed om, at vi nok alle står over for en gennemgribende forandring.
Enighed er der til gengæld ikke om, hvad udviklingen egentlig betyder for den overordnede vækst og velstandsudvikling i samfundet. Hvilket trods alt må være noget af det mest interessante at kunne holde øje med. For er der, trods den meget hype, reelt tale om ”much ado about nothing”? Eller er vi på vej ind i ny tidsalder med vedvarende høj produktivitetsvækst?
Det er en kamp, der lige nu udkæmpes i den økonomiske boksering.
Et budskab, vi også i dag får tudet ørerne fulde af, men som altså på ingen måde kan kaldes nyt. I dag er det den digitale teknologiske udvikling, man skal kunne svømme sammen med, hvis ikke man skal synke til bunds.
Min egen sektor - den finansielle - oplever låneplatforme, der formidler direkte kontakt mellem långivere og låntagere, som dermed på sigt kan snuppe en del af de gennemregulerede bankers udlån. Robotter kan potentielt yde formuerådgivning og lave kapitalforvaltning. Og muligvis kan computere på sigt udvikle kunstig intelligens, så de ikke bare kan reproducere hvad investeringseksperter gør i dag, men kan analysere mønstre i millionvis af handelsdata og se reaktionsmønstre, som selv den skarpeste aktieanalytiker ikke kan se. Ingen kan forudse omfanget af, hvad de forskellige sektorer vil opleve, men der er enighed om, at vi nok alle står over for en gennemgribende forandring.
Enighed er der til gengæld ikke om, hvad udviklingen egentlig betyder for den overordnede vækst og velstandsudvikling i samfundet. Hvilket trods alt må være noget af det mest interessante at kunne holde øje med. For er der, trods den meget hype, reelt tale om ”much ado about nothing”? Eller er vi på vej ind i ny tidsalder med vedvarende høj produktivitetsvækst?
Det er en kamp, der lige nu udkæmpes i den økonomiske boksering.
I det ene ringhjørne står blandt andet den amerikanske økonom Robert J. Gordon, der har lavet en mursten af en bog med dén centrale pointe, at nutidens digitale innovationer slet ikke kan måle sig med tidligere tiders teknologiske fremskridt, og at vi derfor aldrig kommer tilbage til tidligere tiders vækstrater. I Gordons verden betød fx elektrificeringen af erhvervslivet langt mere end digitaliseringen har gjort - eller vil gøre. Derudover stiller Gordon sig skeptisk over for hvor produktivitetsfremmende mange af de nye digitale services reelt er.
Han gør sig morsom over, hvor produktivitetsfremmende det egentlig er, at folk bruger sociale medier som facebook, snapchat og instagram i arbejdstiden og citerer med slet skjult reference til Twitter: ”We wanted flying cars – instead we got140 characters”.
I det andet ringhjørne står tekno-optimisterne herunder b.la. økonom og professor Erik Brynjolfsson fra MIT, der argumenterer for, at de nye teknologier har samme potentiale for at transformere vores samfund som fx udbredelsen af elektriciteten.
I det andet ringhjørne står tekno-optimisterne herunder b.la. økonom og professor Erik Brynjolfsson fra MIT, der argumenterer for, at de nye teknologier har samme potentiale for at transformere vores samfund som fx udbredelsen af elektriciteten.
Og når vi endnu ikke kan se det i de økonomiske nøgletal, er det dels fordi gennemtrængningstiden for sådanne nye teknologier ofte er 30-40 år. Dels fordi det klassiske mål for værdiskabelse simpelthen ikke fanger værdien af disse nye teknologier.
Brynjolfsson og hans allierede har således vist, at de produktivitetsfremmende effekter af elektrificeringen af erhvervslivet først slog igennem mange år efter de første teknologiske gennembrud. Da den elektriske motor begyndte at afløse damp-motoren på fabriksgulvet betød det i første omgang ikke en ændring af produktionsflowet. Det var først mange år senere, at man udnyttede muligheden til at omlægge til en mere rationel produktionsform, der udnyttede at man kunne have mange mindre motorer spredt ud på fabriksgulvet. Tekno-optimisterne ser en parallel til situationen i dag: Vi har langt fra høstet de fulde gevinster af de nye digitale teknologier - ja, vi har måske slet ikke engang forstået potentialet i fx kunstig intelligens og selvkørende biler.
Brynjolfsson og hans allierede har således vist, at de produktivitetsfremmende effekter af elektrificeringen af erhvervslivet først slog igennem mange år efter de første teknologiske gennembrud. Da den elektriske motor begyndte at afløse damp-motoren på fabriksgulvet betød det i første omgang ikke en ændring af produktionsflowet. Det var først mange år senere, at man udnyttede muligheden til at omlægge til en mere rationel produktionsform, der udnyttede at man kunne have mange mindre motorer spredt ud på fabriksgulvet. Tekno-optimisterne ser en parallel til situationen i dag: Vi har langt fra høstet de fulde gevinster af de nye digitale teknologier - ja, vi har måske slet ikke engang forstået potentialet i fx kunstig intelligens og selvkørende biler.
Den løbende anvendelse af nye teknologier betyder, at produktiviteten historisk typisk stiger år for år med 1-2 pct. Men Gordon viser, at produktiviteten i amerikansk økonomi kun er steget med 0,5 pct. om året siden 2004, altså i netop den periode, hvor de nye digitale teknologier for alvor er slået igennem i vores hverdag.
Men fanger produktivitetsmål baseret på BNP reelt værdiskabelsen?
Lad os tage nogle eksempler: BNP fanger ikke værdien af, at man hjemme fra sofaen via Amazon har adgang til samtlige udgivne bøger i verden fremfor en fysisk boghandels begrænsede udbud. Eller at Spotify giver adgang til alverdens musik med et klik.
Men fanger produktivitetsmål baseret på BNP reelt værdiskabelsen?
Lad os tage nogle eksempler: BNP fanger ikke værdien af, at man hjemme fra sofaen via Amazon har adgang til samtlige udgivne bøger i verden fremfor en fysisk boghandels begrænsede udbud. Eller at Spotify giver adgang til alverdens musik med et klik.
BNP fanger heller ikke værdien i, at Tripadvisor eller Yelp bidrager til at undgå dårlige restaurantbesøg. I forhold til min egen verden, banksektoren, fanger de traditionelle BNP-baserede mål, at der i dag formidles flere finansielle services og lån med færre ansatte, men omvendt fanger målene ikke værdien af, at man nu kan ordne betalinger og bankforretninger samt underskrive dokumenter hjemmefra - fremfor at skulle planlægge et fysisk besøg i en filial.
Et andet problem for økonomer er den betydelige udbredelse af gratis ydelser. Når vi fx skifter fra at købe store, tunge leksika til gratis wikipedia-løsninger, ja så falder BNP faktisk, selv om vi vel alle kan være enige om at verden intuitivt er blevet rigere af denne udvikling. Når vi selv klarer rejseplanlægningen og køber flyrejser, fremfor at få hjælp af rejsebureauer, ja så falder BNP også. Når Facebook og Google skal indregnes i BNP bliver de målt på deres reklameindtægter og ikke den service, de giver til forbrugerne.
Der bliver i disse måneder gjort mange forsøg på at sætte tal på disse faktorer, der ikke er med i de traditionelle opgørelser. Regnestykkerne tyder på, at en del, men langt fra det hele af den lave produktivitetsvækst, kan forklares med disse effekter.
Et andet problem for økonomer er den betydelige udbredelse af gratis ydelser. Når vi fx skifter fra at købe store, tunge leksika til gratis wikipedia-løsninger, ja så falder BNP faktisk, selv om vi vel alle kan være enige om at verden intuitivt er blevet rigere af denne udvikling. Når vi selv klarer rejseplanlægningen og køber flyrejser, fremfor at få hjælp af rejsebureauer, ja så falder BNP også. Når Facebook og Google skal indregnes i BNP bliver de målt på deres reklameindtægter og ikke den service, de giver til forbrugerne.
Der bliver i disse måneder gjort mange forsøg på at sætte tal på disse faktorer, der ikke er med i de traditionelle opgørelser. Regnestykkerne tyder på, at en del, men langt fra det hele af den lave produktivitetsvækst, kan forklares med disse effekter.
Det er ikke første gang, at økonomer skændes om, hvorvidt verden reelt har forandret sig. Da produktivitetsvæksten så faktisk steg i slutningen af 1990erne gav det anledning til en ophedet diskussion, om der var en såkaldt ”ny økonomi”.
Nogle år senere, da IT-boblen på aktiemarkedet var bristet, og produktivitetsvæksten var aftaget, forstummede diskussionen om den nye økonomi – og den skeptiske, mavesure del af økonomstanden kunne glæde sig. Og hvad med nu? Undervurderer vi virkningen af de nye teknologier?
Er ”this time different”?