Bankerne lancerede straksclearingen fredag den 21. november. Dermed fik Danmark en ny og bedre betalingsinfrastruktur i international topklasse.
Straksclearingen har givet danskerne mulighed for at overføre penge mellem hinanden, hurtigt, sikkert og let. Overførslerne sker i realtid og systemet er åbent 24 timer i døgnet, 365 dage om året.
-Ifølge de seneste opgørelser har omsætningen i straksclearingen rundet 1. mia. kr., fordelt på cirka en halv million transaktioner, siger underdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen, der glæder sig over modtagelsen.
Tallene fra straksclearingen viser, at den gennemsnitlige beløbsstørrelse i straksclearingen indtil videre er på ca. 1.900 kr.
-Tallene viser helt klart, at danskerne har taget den nye og hurtigere betalingsmåde til sig. Og i bankerne er vi meget glade for og stolte over, at der er taget så godt imod tilbuddet om realtidsbetalinger, siger underdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen.