Pengeautomater
Pengeinstitutternes pengeautomater får løbende nye funktioner, så din virksomhed får mulighed for at ordne meget af det, virksomheden plejer at bruge filialen til. Du kan hæve kontanter døgnet rundt i automaterne, og i flere automater kan du indsætte danske pengesedler. Der er opstillet knap 2.000 pengeautomater rundt i hele landet, hvoraf godt halvdelen kan tage imod sedler. Bemærk, at din virksomhed skal være kunde i den bank, som udbyder pengeautomaten, for at kunne indsætte sedler.
Hvis din virksomhed har behov for, at en af virksomhedens medarbejdere kan indsætte kontanter i bankens pengeautomat på virksomhedens vegne, tilbyder nogle banker at virksomheden kan få tilknyttet et indbetalingskort, som kun kan bruges til indbetaling i automaten.
Kontanthåndteringsfirmaer
Hvis din virksomhed løbende håndterer store kontantbeløb, kan det være en god idé, at få professionelle kontanthåndteringsfirmaer til at klare håndteringen af kontanter for din virksomhed. Firmaet henter dine kontanter, tæller dem og afleverer dem sikkert i banken.
Disse udbydere kan hjælpe dig med det:
- Loomis Denmark A/S: www.loomis.dk
- Nokas: www.nokas.dk
Døgnbokse
Nogle pengeinstitutter kan tilbyde din virksomhed at indlevere kontanter og valuta i en døgnboks, hvor du sikkert kan aflevere dagens omsætning.
Mønttællere
Ligger din virksomhed inde med et større antal mønter, du skal have optalt og sat i banken, kan nogle banker tilbyde at tælle mønterne i en mønttæller, der er opstillet i bankens afdeling.
Bestilling af sedler og mønter
Mange pengeinstitutter tilbyder deres kunder at bestille danske kontanter i form af mønter eller sedler. Det kan typisk gøres online via bankens hjemmeside eller ved at kontakte virksomhedens bankrådgiver. Bestillingen kan så afhentes i en bankafdeling tæt på dig. Husk at der kan være nogle dages leveringstid.
Kassebetjening
Hvis din virksomhed løbende håndterer en væsentlig mængde kontanter eller valuta, tilbyder nogle pengeinstitutter, at tage imod dem i en afdeling med kassebetjening.