Finanssektoren bidrager til at sikre og udvikle et bæredygtigt arbejdsliv samt skabe et arbejdsmarked i balance. Et bæredygtigt arbejdsliv er en vigtig forudsætning for at fremme et sundt, produktivt og udviklende arbejdsmarked og en grundsten i et rummeligt og moderne samfund.
I Finans Danmark/Arbejdsgiver understøtter vi vores medlemsvirksomheder i dette arbejde.
Vi arbejder sammen med sektoren om udviklingen af det bæredygtige arbejdsliv, hvad enten det handler om trivsel, sygefravær, fleksibilitet, kompetenceudvikling, talentudvikling, tiltrækning af arbejdskraft, ligestilling, diversitet, barsel og løn.
Vi tilbyder vores medlemmer en række service- og rådgivningsydelser og varetager vores medlemmers interesser i forhold til en lang række spørgsmål, der vedrører forholdet mellem virksomhederne og deres medarbejdere.
Det gør vi blandt andet ved:
- Rådgivning om arbejds- og ansættelsesret samt arbejdsmiljø-spørgsmål
- Sagsvaretagelse af arbejds- og ansættelsesretlige sager i såvel det fagretlige som det civilretlige system
- Indsamling af medarbejderdata og udarbejdelse af løn- og fraværsstatistikker
- Forhandling af kollektiv overenskomst for sektoren
- Interessevaretagelse i forhold til udvikling og regulering af arbejdsmarkedet, herunder bl.a. uddannelsesforhold, arbejdsmiljø, ansættelsesretlig regulering, diversitet og ligestilling.
Vi repræsenterer desuden finanssektoren i en række nævn, råd og udvalg vedrørende arbejdsmarkedet.
Finans Danmark har været arbejdsgiverforening siden 1. januar 2024. Tidligere blev opgaven varetaget af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.