Hvis der tages højde for, at mænd og kvinder arbejder i forskellige jobfunktioner (DISCO-koder), og at der er forskelle i det overordnede ansvarsniveau (ledelse/almindelige medarbejdere) samt virksomhedsspecifikke forhold – svarende til den kønsopdelte lønstatistik – falder lønforskellen (den korrigerede lønforskel) mellem mænd og kvinder til 5,6 pct.
Heri er der ikke taget højde for personspecifikke karakteristika såsom uddannelse, erfaring, evner mv., der alt andet lige vil påvirke lønforskellen yderligere.
Metode
Den gennemsnitlige lønforskel er opgjort på baggrund af den standardberegnede timefortjeneste vægtet med antal præsterede timer.
Den korrigerede lønforskel beregnes med udgangspunkt i den kønsopdelte lønstatistik, som alle virksomheder med mindst 35 ansatte og med mindst 10 kvinder og 10 mænd i samme arbejdsfunktion skal udarbejde. Den korrigerede lønforskel er beregnet for mænd og kvinder i samme jobfunktion (sekscifret DISCO-kode) og med samme overordnede ansvarsniveau (ledere/almindelige medarbejdere) samt samme virksomhed (CVR-nummer). Gennemsnitslønnen for hhv. mænd og kvinder er vægtet med antal præsterede timer og vægtet sammen til en samlet gennemsnitsløn for hhv. mænd og kvinder på baggrund af det samlede antal ansættelsesforhold i hver gruppe.
I beregningen indgår kun grupper, hvor der mindst er 10 mænd og 10 kvinder i hver gruppe.
Strukturstatistikken er den årlige lønstatistik, der giver en detaljeret beskrivelse af lønforholdene på Finans Danmark/Arbejdsgiver-området. Statistikken anvendes til opgørelser om lønspredning og lønstruktur.
Statistikken dannes på baggrund af lønindberetninger fra virksomheder organiseret under Finans Danmark/Arbejdsgiver. Oplysningerne kommer direkte fra virksomhedernes lønsystemer. Alle virksomheder organiseret under Finans Danmark/Arbejdsgiver indberetter til strukturstatistikken. Det vil sige omkring 110 virksomheder og godt 50.000 lønforhold.