De største danske penge- og realkreditinstitutter med hovedsæde i Danmark har siden årsrapporteringen for 2024 opgjort deres egen drivhusgasudledning (scope 1 og 2) i overensstemmelse med EU's direktiv for bæredygtighedsrapportering (CSRD).
Det store fald i scope 1 og 2 drivhusgasudledningen på knap 30 pct. fra 2023 til 2025, som vist i figuren nedenfor, er sket på tværs af stort set alle rapporterende institutter og afspejler institutternes vedvarende indsats på at reducere deres egen udledning bl.a. i forbindelse med opvarmning. Institutternes egen drivhusgasudledning er fortsat på et meget lavt niveau i forhold til udledningen de aktiviteter, som institutternes udlån finansierer. I 2025 udgjorde egen udledning kun 0,05 pct. af drivhusgasudledningerne fra institutternes udlån.
Finanssektorens markedsbaserede egenudledning, scope 1 og 2
Kilde: Institutternes årsregnskab 2025 og egne beregninger.
Metode
Opgørelsesmetoden følger overordnet set den samme metode, som Finans Danmark tidligere har anvendt i de tidligere bæredygtighedsredegørelser.
Dette års opgørelse er afgrænset til de 11 institutter, som er underlagt krav om bæredygtighedsrapportering eller frivilligt har valgt at rapportere under de samme krav, hvilket svarer til omkring 96 pct. af sektorens samlede udlån.
Ydermere er opgørelsen overgået, ligesom sidste år, til at anvende den markedsbaserede opgørelsesmetode af institutternes scope 1- og 2-udledninger. Dette valg er truffet for bedre at registrere institutternes brug af grøn energi.
Den ændrede metode medfører, at både sidste års og dette års opgørelse ikke kan sammenlignes med dem, der er offentliggjort i ældre bæredygtighedsredegørelser.