Af: Anne Sofie Fogtmann, arbejdsmarkedsdirektør i Akademikerne og Berit Toft Fihl, vicedirektør i Finans Danmark/Arbejdsgiver
Debatten om tiltrækning af internationale talenter ender tit i en debat om regler, loft og grænser. Men både os, der repræsenterer de højtuddannede, og os, der ansætter dem, ser det tydeligt: Når Danmark tiltrækker dygtige mennesker udefra, vokser vi – som arbejdsmarked, som virksomheder og som samfund.
Her er fakta at hænge debatten op på:
For det første: Beløbsordningen bruges i høj grad til at hente kvalifikationer, vi mangler. Mere end 7.000 medarbejdere på ordningen arbejder i højt kvalifice-rede funktioner – svarende til 65 procent. Det er specialister, udviklere, ingeniø-rer, analytikere og nøgleprofiler, der får projekter, produktion og innovation til at rulle.
For det andet: De internationale kollegaer er en gevinst for de offentlige finan-ser. Finansministeriets egne regneprincipper for beløbsordningerne viser, at in-ternationale medarbejder forbedrer den offentlige saldo, fordi de, der kommer for at arbejde, i gennemsnit betaler mere i skat, end de modtager i ydelser. Be-regningerne viser, at de internationale medarbejdere direkte hvert år bidrager med ca. 27 mia. kr. til de offentlige finanser. De 27 mia. kr. er de internationale medarbejderes bidrag til de offentlige finanser gennem bl.a. skatteindtægter, modregnet hvad de bruger af ydelser og services, som det offentlige stiller til rådighed. I beregningerne er der også taget højde for, at internationale medar-bejdere har familiemedlemmer, der rejser med til Danmark og gør brug af of-fentlige serviceydelser.
For det tredje: Når en udenlandsk medarbejder vælger et job i Danmark, er det ofte hele familien, der pakker kufferterne og tager springet sammen. For mange af de medfølgende ægtefæller er ønsket om selv at finde et arbejde en helt naturlig del af drømmen om et nyt liv og det at gøre en forskel og bruge sine kompetencer. Og vi kan faktisk se, at netop dét gør en stor forskel: Når ægtefællen også får fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver det ikke bare til to mennesker, der giver den en skalle på arbejdsmarkedet — familien bliver også længere og bidrager med mere. Det giver ro, tryghed og mulighed for at bygge et hverdagsliv op — og det gav-ner både virksomhederne, skatteindtægterne og ikke mindst tilknytningen.
Og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi også gør en indsats for at øge tilknytningen blandt de medrejsende partnere.
Og så er der arbejdsmarkedets realiteter: Det er i stigende grad internationale medarbejdere, der trækker beskæftigelsen op sammen med seniorerne. Økonomisk redegørelse fra Økonomiministeriet fra december 2025 viser, at beskæftigelsesfremgangen på knap 51.000 siden 4. kvartal 2023 skyldes knap 33.000 flere internationale kolleger. Dette blev også understreget af OECD i deres store undersøgelse af Danmark for nylig, hvor internationale kollegaer sammen med seniorer står for hele fremgangen i beskæftigelsen de senere år.
Hvad betyder alt det i praksis – og hvad bør det betyde for debatten?
At når vi gør det nemmere for virksomheder at finde de rigtige menne-sker/kvalifikationer, stiger efterspørgslen efter arbejdskraft herhjemme. Flere kolleger gør det muligt at løfte ordrer og udvikle produkter – og dermed sikre jobs i Danmark.
Derfor bør vi – uden at blinke – sige det højt:
• International arbejdskraft er ikke en trussel. Det er en forudsætning for vækst, innovation og velfærd.
• Klare og gennemskuelige regler er afgørende for, at internationale medarbejdere nemt kan komme hertil og hurtigt komme i gang.
• Tilknytning kræver blik for familien. Når ægtefællen får mulighed for job og netværk, bliver internationale medarbejdere længere – og gevinsten vokser.
• Og som virksomheder og kolleger ønsker vi dem velkommen – for inter-nationale talenter gør vores arbejdsfællesskaber stærkere, mere inno-vative og mere åbne
Vi kan vælge en debat, hvor vi taler os selv mindre. Eller vi kan vælge en debat, der gør Danmark større. Den sidste mulighed begynder med at anerkende det åbenlyse: Talenter udefra skaber vækst herhjemme. Lad os sige det højt – og indrette politikken derefter.