Finans Danmark foreslår lempelser af administrative krav til banker.
Finans Danmark opfordrer i et nyt høringssvar Finanstilsynet til at indføre større proportionalitet og færre administrative byrder i reglerne om genopretningsplaner for finansielle virksomheder.
Finans Danmark kvitterer for, at Finanstilsynet i sit udkast lægger op til at udvide mulighederne for forenklede krav. Men der er fortsat behov for justeringer, så reglerne i højere grad står mål med de faktiske risici og ikke pålægger unødigt tunge administrative krav – særligt for mindre og mellemstore institutter.
Finans Danmark foreslår blandt andet, at grænsen for at kunne anvende forenklede krav i genopretningsplaner hæves, at flere mindre banker kan nøjes med at indsende en kapitalfremskaffelsesplan, og at mellemstore banker fremover kun skal indsende genopretningsplaner hvert andet år.
“Det er afgørende, at reguleringen er proportional og målrettet de reelle risici, og at den tilgang gælder alle virksomheder. Unødvendigt tunge administrative krav binder ressourcer, som i stedet kunne bruges på at styrke finansieringen af dansk økonomi. Det gælder for alle finansielle virksomheder, uanset størrelse,” siger Sean Hove, underdirektør for Kreditinstitutregulering og kapitalmarkeder i Finans Danmark.
Ifølge Finans Danmark vil en mere proportional implementering af reglerne både styrke balancen i reguleringen og reducere administrative byrder, samtidig med at Finanstilsynet fortsat har adgang til de nødvendige oplysninger.