Finans Danmark ser positivt på et øget politisk fokus på Affordable Housing. Markedsprisen på boliger bestemmes af udbud og efterspørgsel. Derfor bør det primære mål være at skabe flere boliger i EU.
Finans Danmark anerkender, at statsstøtte kan spille en væsentlig rolle i at fremme opførelsen af billige boliger, især i områder med strukturelle udfordringer eller hvor markedet ikke formår at levere tilstrækkeligt udbud. Det er dog vigtigt, at statsstøtten anvendes målrettet og proportionalt, så den ikke forvrider konkurrencen eller underminerer den private sektors incitamenter til at investere i boligbyggeri. Hvis der træffes beslutning om at revidere SGEI-reglerne, er det afgørende, at resultatet bliver et klart og operationelt regelsæt.
Finans Danmark anbefaler, at EU i udformningen af støtteordninger henter inspiration fra velfungerende nationale modeller, såsom den danske realkreditmodel og systemet for almene boliger. Eventuelle opsparede midler eller overskud, der måtte opstå i forbindelse med opførelsen af billige boliger – hvad enten det drejer sig om udlejning eller salg – bør geninvesteres i billige boliger og recirkuleres i sektoren.