Vejen til kærligheden kan være kringlet. Og den kan for nogen gå gennem sociale medier og datingapps. Men desværre er der slanger i paradiset. Kriminelle, der udgiver sig for at være nogen, de ikke er, for at stjæle ofrenes penge. De bruger lang tid på at bygge tilliden op mellem dem selv og deres offer. Men det hele er fup og ender med både et knust hjerte og penge, der er forsvundet ud i det blå.
”Det er ikke alle mennesker, der har gode intentioner, selvom man selv har. Og det kan sagtens være svindel, selvom det virker troværdigt og ægte. Så pas på, især hvis der pludselig optræder et ønske om penge i dialogen.” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Færre sager – men større beløb fra det enkelte offer
Nye tal viser, at antallet af sager om kærlighedssvindel faldt i 2023. Mens der i 2022 blev registreret 1.099 sager i bankerne af denne type svindel, så var tallet blot 490 i 2023.
Det lavere antal sager betyder også, at der blev stjålet færre penge ud af danskernes bankkonti med metoden. I 2022 slap de kriminelle af sted med næsten 22 mio. kroner. I 2023 endte beløbet på 17 mio. kroner.
”Dermed viser tallene desværre også, at de kriminelle fik stjålet langt flere penge fra den enkelte i 2023, end de gjorde tidligere. Det er positivt, at vi kan registrere færre sager. Til gengæld er det trist, at de kriminelle har kunnet svindle sig til så relativt mange penge,” siger Michael Busk-Jepsen.
Han tilføjer, at der samtidig er en væsentlig usikkerhed i tallene, fordi netop kærlighedssvindel er en svindelform, som mange føler stor skam over at være blevet ofre for.
”Derfor er der mørketal her, som vi ikke kender. Folk, der har været udsat for kærlighedssvindel, men som ikke fortæller det til nogen. Og de prøver heller ikke at få hjælp i banken. Det er et tabu, som jeg mener, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få brudt. Alle kan blive ofre for svindel. Og hvis man er bekymret for, om man er udsat for noget, der kunne være svindel, så bør man kontakte sin bank,” siger Michael Busk-Jepsen.