Finans Danmark bemærker indledningsvis generelt, at vi bakker op om bestræbelser på at sikre en konkurrencedygtig europæisk selskabsbeskatning, hvor der indgår en ensartet beskatning af brancher og selskaber og dermed ligelige skattemæssige konkurrencevilkår. Endvidere, at det er afgørende, at udmøntningen af sådanne bestræbelser samtidig sikrer, at erhvervslivet ikke pålægges højere administrative byrder.
Vi bemærker specifikt, at forslaget potentielt kan indeholde tiltag, der isoleret set kan trække i retning af mere ensartede skattevilkår. Forslaget indeholder imidlertid ikke en konkretisering, der umiddelbart giver mulighed for præcist at vurdere virkningerne af de materielle ændringer for de koncerner, der obligatorisk omfattes af direktivet.
Det betones derfor i høringssvaret, at det er afgørende, at fastlæggelsen af konkrete regler i et direktiv sker ud fra hensyn til at sikre, at omfattede danske koncerner ikke direkte eller indirekte pålægges en højere samlet selskabsskat – det gælder samlet set og for de enkelte brancher. Det vil gælde, uanset at der tages udgangspunkt i model 2 eller 3 med begrænsede skattemæssige justeringer af den skattepligtige indkomst, jf. side 9 i direktivforslaget.
Det bemærkes afslutningsvis, at OECD/G20-projektet (søjle 1 og søjle 2) vil medføre betydelige administrative byrder for de omfattede koncerner. Finans Danmark vurderer, at det skærper behovet for at sikre, at direktivet ikke bidrager til en yderligere forhøjelse af de administrative byrder for de omfattede koncerner.