Kvindelige kilder fylder alt for lidt i de danske nyhedsmedier. Og dét uanset om der er tale om ekspert- eller nyhedskilder.
Ifølge undersøgelsen ”Ligestilling i nyhedsmedierne – Who makes the News”, som er udarbejdet på Roskilde Universitet (2020) i regi af Global Media Monitoring Project, er andelen af kvindelige nyhedskilder 35 procent, mens kvinder tegner sig for 25 procent af ekspertkilderne.
Repræsentationen af kvindelige kilder er størst på økonomistoffet, hvor kvinder tegner sig for 40 procent af kilderne.
”I finanssektoren har vi flere markante og enormt dygtige kvinder, der ofte optræder i medierne. Jeg er dog sikker på, at der sidder endnu flere derude, som kan berige medierne og derigennem gøre os andre klogere med deres store viden og indsigt,” siger Katja Brunbjerg Muff i Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Derfor har Finans Danmark - sammen med Forsikring og Pension (F&P) - indgået et strategisk samarbejde med portalen diverseeksperter.dk, som er en database, hvor journalister kan søge efter kvindelige kilder indenfor en lang række områder, herunder i finanssektoren. Portalen lanceres umiddelbart efter sommer.
”Vi er gået ind i samarbejdet, fordi vi er overbeviste om, at mangfoldighed er en styrke, også når det kommer til kilder i medierne. Samtidig er vi sikre på, at der ikke bare i finanssektoren, men rundt omkring i hele samfundet, sidder kvinder, som kan gøre alle os andre klogere med deres viden, hvis de kommer til orde. Derfor håber jeg meget, at virksomheder i finanssektoren opfordrer deres dygtige kvindelige medarbejdere til at skrive sig op i databasen,” siger Katja Brunbjerg Muff.
For at sikre relevans for landets journalister, er portalen udviklet i tæt samarbejde med Dansk Journalistforbund og med input fra journalister fra bl.a. Børsen, Berlingske, Information, Politiken, DR og TV2.
Bag diverseeksperter.dk står Foreningen KvindeKompagniet og Female Leadership Academy.