Finans Danmark mener generelt, at det reviderede betalingstjenestedirektiv (PSD2) har understøttet adgangen til betalingsmarkedet for nye aktører og samtidig balanceret sikkerheden med tilladelseskrav. PSD2 har dog også været en kompleks regulering, som har givet udfordringer for både banker, tredjeparter og andre markedsaktører, særligt på de områder, hvor reglerne har skulle omsættes til tekniske løsninger. Markedet har derfor også brug for stabilitet, og vi finder det generelt positivt, at EU-Kommissionen foreslår mere målrettede justeringer af reglerne, fremfor en total nyaffattelse.
Finans Danmark støtter, at betalingsinstitutter får adgang til systemisk vigtige betalingssystemer. Af hensyn til den finansielle og operationelle stabilitet i betalingssystemerne bør det sikres, at de ikke påfører betalingssystemerne risici i forhold til likviditet, kredit og operationelle forhold.
Vi mener, at det er afgørende, at der gælder samme principper for datadeling for alle tjenester og sektorer. Forslaget bør derfor justeres for at sikre rammer for open banking, hvor der er en fair fordeling af værdi og risiko samt mulighed for, at alle markedsdeltagere kan tjene penge på at udbyde deres tjenester. Det vil understøtte tekniske løsninger med en høj kvalitet, og sikre en fortsat udvikling af open banking markedet til gavn for alle aktører og kunderne.
En stærk forbrugerbeskyttelse er med til at sikre tilliden til elektroniske betalingsløsninger, hvilket understøtter et velfungerende betalingsmarked. Det er dog også vigtigt i den forbindelse at balancere de generelle forbrugerrettigheder med incitamentet for forbrugerne til at udvise agtpågivenhed. Hvis betalingstjenesteudbyderne i højere grad end i dag pålægges at skulle kompensere kunderne, risikerer man, at kunderne bliver mindre agtpågivende. Det kan medføre at svindlen vil stige. Derfor er det afgørende, at det alene er i afgrænsede og veldefinerede tilfælde, at betalingstjenesteudbyderen hæfter for svindel med autoriserede betalinger.
Finans Danmark støtter et øget samarbejde og dataudveksling mellem betalingstjenesteudbydere og relevante udbydere inden og udenfor den finansielle sektor, herunder mobiloperatører. Da meget af svindelen opstår på internetplatforme og sociale medier, ønsker Finans Danmark, at ansvar og forpligtigelsen til at samarbejde, udbredes til andre sektorer, f.eks. udbydere af internetplatforme og sociale medier.