En ny stor regning er på vej til danske investorer, hvis styresignalerne bliver til virkelighed. To nylige EU-domme sætter momsfritagelsen for investeringsfonde under stærkt pres. Det vil betyde en årlig merudgift på ca. 2 mia. kr., som vil gøre det dyrere for helt almindelige danskere at investere.
Momsfritagelsen er direktivbaseret med henblik på harmonisering mellem medlemslandene. Finans Danmarks undersøgelser viser, at EU-Domstolens domme enten ikke er implementeret endnu eller implementeret mindre restriktivt i andre medlemslande.
Finans Danmark henstiller i vores høringssvar til, at Skattestyrelsen inden offentliggørelsen af de endelige styresignaler gennemfører et såkaldt nabotjek, hvor det på myndighedsniveau undersøges, hvordan eksempelvis EU-domme er implementeret i andre medlemslande. Vi henstiller også til en forelæggelse for EU’s momskomité med henblik på at opnå en ensartet fortolkning af dommene, således at danske investorer og investeringsforeninger ikke stilles dårligere.