De danske boligejere betaler i langt de fleste tilfælde deres boliglån til tiden. Finans Danmarks nyeste opgørelse af restanceprocenten viser, at hele 99,87 pct. af boligejernes ydelser er betalt rettidigt. Dermed fortsætter andelen af boligejere i betalingsproblemer på sit historisk lave niveau – det laveste i over 14 år.
”Langt de fleste boligejere betaler deres boliglån efter planen – også selvom de højere priser på fødevarer og energi har gjort det dyrere at være dansker. Generelt har vi økonomisk robuste boligejere i Danmark, og med den lave ledighed har størstedelen af danskerne i dag en stabil lønindkomst, der gør dem i stand til at betale deres boliglån som planlagt,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
En analyse fra Finans Danmark viser, at danske familier er godt rustet til et scenarie med flere prisstigninger. Danskerne har store opsparinger, og det er kun 1 pct. af alle danske familier, som risikerer at komme i betalingsproblemer inden for et år, hvis priserne stiger yderligere.
”De fleste danske familier har en sund privatøkonomi, og danskernes fornuftige opsparingsvaner gør, at de er godt klædt på, hvis familiens udgifter til mad og varme fortsætter med at stige. Samtidig viser en ny undersøgelse fra Epinion, at mange familier allerede forsøger at skære ned på forbruget på nogle af de varer, der er steget mest i pris,” siger Peter Jayaswal og fortsætter:
”For nogle familier kan de stigende forbrugerpriser allerede nu mærkes markant i budgettet. Hvis man oplever, at man har udfordringer med at betale den næste termin på sit boliglån, bør man hurtigst muligt kontakte sin bank eller realkreditinstitut. Så kan man i samarbejde med banken eller instituttet prøve at finde en løsning, som kan være med til at bringe privatøkonomien tilbage på ret kurs.”
Fakta:
- Finans Danmarks opgørelse af restancer viser, hvor stor en del af de samlede ydelser fra boligejerne, der ikke er betalt tre og en halv måned efter betalingsfristen. Lige nu er 0,13 procent af de samlede boligydelser endnu ikke betalt. Det betyder, at boligejerne i gennemsnit mangler at betale 13 øre for hver 100 kroner, de skulle have betalt.