Færre sætter deres hus til salg

Publiceret 09-03-2022
Nyhed

Der er i de seneste måneder blevet mindre at vælge imellem på hylderne for boligkøbere i Danmark. Der er få huse på markedet, og der sættes samtidig færre nye huse til salg. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

Ved indgangen til foråret er der 20.893 parcel- og rækkehuse til salg. Det er næsten syv pct. færre end på samme tidspunkt sidste år, og udbuddet af huse til salg er nu faldet for fjerde måned i træk.

”Al erfaring viser, at flere vælger at sætte deres bolig til salg i løbet af foråret og sommeren. Potentielle huskøbere har dog i år færre valgmuligheder end tidligere. Hvis man er på jagt efter et nyt hjem, kan man derfor opleve, at der vil være længere imellem ”til salg”-skiltene,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

De seneste tre måneder er der i gennemsnit kommet 3.700 nye huse til salg hver måned. Det er godt 500 færre end i samme periode sidste år. Det er samtidig det laveste antal huse, der er sat på markedet i løbet af vintermånederne, siden 2017.

”Det er ikke usædvanligt, at der bliver købt og solgt færre boliger i årets vintermåneder. Perioden er også kendt for at have få udbudte huse til salg. Men særligt i år er der kommet færre nye huse på ejendomsmæglernes hylder. Når flere huse tages af markedet, end der kommer til, er det med til at holde udbuddet på det lave niveau, vi oplever i øjeblikket,” siger Ane Arnth Jensen.

Ved udgangen af februar var der 5.020 lejligheder til salg, som er godt 12 pct. flere end i samme måned i 2021. Det skal dog ses i sammenhæng med, at udbuddet af ejerlejligheder var historisk lavt sidste år. Priserne stiger for både ejerlejligheder og huse. Liggetiderne falder for huse, mens de stiger for ejerlejligheder.

Hent statistik

 

 

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde