Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der for få kunder, som skifter bank, de mangler overblik over deres omkostninger, og kompleksiteten er for stor. Styrelsen konkluderer også, at bankerne kan spille en positiv rolle i at styrke konkurrencen på pensionsområdet.
”Analysen tegner desværre et lidt skævt billede af konkurrencen i banksektoren. Når man måler på normale pejlemærker for konkurrence, er der ikke noget, der tyder på, konkurrencen skulle være særligt udfordret i banksektoren. Bankernes indtjening ligger betydeligt lavere end det øvrige erhvervsliv, kundemobiliteten er blandt de bedste i EU og danske banker- og realkreditinstitutter leverer Europas billigste boliglån”, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Finans Danmark påpeger derudover, at en analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 2020 viser, at over 70 procent af danskerne ikke har overvejet at skifte bank, fordi de er tilfredse med deres nuværende bank. Den nye analyse fra styrelsen bekræfter at det fortsat er billedet, og at størstedelen af kunderne (knap 70 pct.) er tilfredse eller meget tilfredse med deres bankrådgiver.
Ulrik Nødgaard understreger, at banksektoren gerne bidrager til at styrke konkurrencen yderligere:
”Vi drøfter gerne om der kan være tiltag, der kan være med til at styrke konkurrencen. Men det er vigtigt, at sådanne tiltag rammer den rette balance mellem finansiel stabilitet, forbrugerbeskyttelse, kriminalitetsbekæmpelse, og ikke mindst at der fortsat bliver skabt et positivt nettobidrag til samfundsøkonomien. Bankerne har indført rigtig mange tiltag for at sikre gennemsigtighed og dermed styrket konkurrencen de senere år. Senest har Finans Danmark lanceret et forslag om en ny digital løsning – eBankskifte, der skal gøre det endnu nemmere for kunderne at skifte bank.”
Øget transparens
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse har bankkunder svært ved at gennemskue deres omkostninger. Finans Danmark anerkender, at det kan være svært at forstå finansielle produkter og privatøkonomi generelt - men påpeger at bankerne gør rigtig meget for at højne den finansielle forståelse.
”Som bankkunde modtager man oversigter fra banken over, hvad man betaler for de services, man får. Bankernes priser kan findes på bankens hjemmeside i deres prisbog. Sammen med Forbrugerrådet Tænk har vi også udviklet sammenligningssitet www.pengepriser.dk. Bankerne gør dermed meget for at forbrugerne kan træffe et oplyst valg”, siger Ulrik Nødgaard.
Bankerne kan øge konkurrencen på pensionsområdet
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen slår i sin analyse igen fast, at bankerne har begrænset mulighed for at øge konkurrencen på pensionsområdet, da banker ikke må sælge pensionsopsparinger med et forsikringselement, som f.eks. livrenter. Derudover begrænser indbetalingslofterne på rate- og alderspension bankernes muligheder for at lægge et konkurrencemæssigt pres på pensionsselskaberne.
”Det er positivt at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forsat påpeger, at bankerne er forhindret i at øge konkurrencen på pensionsmarkedet. Bankerne vil rigtig gerne tilbyde relevante pensionsprodukter til kunderne, men er i dag forhindret. Det kunne man med fordel tage hånd om politisk”, siger Ulrik Nødgaard.
Læs også:
Delrapport 1 konkurrenceanalyse Delrapport 2 Kundemobilitet på det danske bankmarkedet Delrapport 3 konkurrenceanalyse Delrapport 4 konkurrenceanalyse