Debatindlæg udgivet i Altinget den 25. april 2022
Af Ulrik Nødgaard, adm. direktør, Finans Danmark
Skatteministeren har netop fremsat lovforslaget om en ny særskat, der skal finansiere retten til tidlig pension. Der kan være mange gode og sympatiske grunde til, at det efter et langt arbejdsliv skal være muligt at gå tidligere på pension. Men at udpege én sektor til at betale er urimeligt og savner enhver form for saglig begrundelse.
Retten til tidlig pension er en generel velfærdsydelse. I Danmark har vi tradition for, at vores velfærdssamfund typisk finansieres via brede skattegrundlag som f.eks. indkomst- eller boligbeskatning eller generel selskabsskat. Det sikrer, at flertallet bidrager til de fælles goder. Samtidig begrænser det skatternes samfundsøkonomiske skævvridning, så vi får den højest mulige velstand, der kan betale for vores velfærd. Men med særskatten er der nu skabt en præcedens, som andre brancher bør se på med bekymring. For hvem står for tur næste gang?
Fortællingen om, hvorfor netop finanssektoren skal betale for retten til tidlig pension, er baseret på en række myter: At det er en målrettet finansiering, der ikke rammer almindelige lønmodtagere. At bankerne har store milliardoverskud og kæmpe direktørlønninger. At det er rimeligt, at den finansielle sektor bidrager mere på grund af bankpakkerne under finanskrisen.
Med lovforslaget vil stigningen i selskabsskattesatsen for finanssektoren betyde en ekstra skat på ca. 2 milliarder kr. årligt. Det er formentlig den højeste selskabsskattestigning rettet mod en bestemt sektor i nyere tid.
Det er positivt, at partierne bag aftalen har aftalt, at de indtægter, der kommer i forbindelse med, at der bliver indført et krav om digitale kasseapparater, blandt andet bliver brugt til at nedbringe særskatten. Vi arbejder for, at det bliver en del af lovforslaget og foreslår, man politisk tager højde for provenuet fra de digitale kasseapparater, så snart effektanalysen er klar i 2025. Dermed kan særskatten reduceres allerede med finansloven for 2026, så skadevirkningerne på samfundsøkonomien begrænses.
Men det er at stikke danskerne blår i øjnene at sige, at man hvert år kan trække 2 milliarder ud af en sektor, uden at det får konsekvenser. Erfaringer fra lignende skatter i andre lande viser, at regningen i sidste ende ender hos kunderne. Vores beregninger har da også tidligere vist, at særskatten kan medføre en ekstraregning for en helt almindelig familie med egen bolig på 1.400 kroner om året. Særskatten bliver dermed reelt en indirekte beskatning af almindelige lønmodtagere, pensionister og alle andre danskere.
Fortællingen om finanssektorens høje indtjening er også en myte. For trods pæne regnskaber den seneste tid ligger bankernes indtjening stadig betydeligt lavere end indtjeningen i det øvrige erhvervsliv. Dermed stiller særskatten finanssektoren ringere sammenlignet med andre brancher og med konkurrenter i udlandet. Og ser man på de bedst lønnede bankdirektører, så tjener de ca. en tredjedel af, hvad lønførende direktører i andre børsnoterede virksomheder tjener. Endelig gav finanskrisens bankpakker et overskud til staten på 17 mia. kroner. Det viser en opgørelse fra Erhvervsministeriet. Så bankerne har altså betalt med renters rente for den hjælp, de fik af staten.
I debatten om særskatten bliver vi ofte mødt med det argument, at finanssektoren skal yde et større bidrag til samfundet. Sandheden er, at banker og realkreditinstitutter i dag betaler 10 mia. kroner årligt i skat og afgifter, der går direkte til velfærd. Derudover løfter sektoren en række samfundsopgaver i form af kriminalitetsbekæmpelse og digitalisering af samfundet.
Læg dertil bidraget til klimaet. Danske banker og realkreditinstitutter finansierer allerede i dag grønne aktiviteter for 548 mia. kroner, og det vokser hastigt i takt med Danmarks ambitiøse klimaomstilling. Derfor er bankerne også i gang med en omfattende efteruddannelse af de rådgivere, der skal bistå danske familier og virksomheder med at få deres omstilling ført ud i livet.
Under corona-krisens første nedlukning gav landets banker virksomheder og private lån og tilsagn for mere end 100 mia. kroner for at hjælpe dem gennem krisen. Og i skrivende stund fylder krigen i Ukraine. Her er bankerne med til at implementere mange af de sanktioner, Danmark og vore allierede har pålagt Rusland, yde rådgivning og kreditter til danske virksomheder, der påvirkes af sanktionerne, og sikre ukrainske flygtninge adgang til en bankkonto og finansielle ydelser.
Finanssektoren yder med andre ord mange vigtige bidrag til samfundet og er en motor for vækst og velstand i Danmark. Det er en vigtig samfundsopgave, som vi fortsat ønsker at løfte. Men at lægge en vilkårlig særskat på finanssektoren, der i forvejen er hårdere beskattet end andre sektorer, gør det sværere for finanssektoren at løfte sin opgave. Det gør os alle fattigere. Når man skiller myter fra fakta, er det svært at se, at det kan være i samfundets interesse.
