Debatindlæg udgivet i Berlingske Tidende den 20. september 2021
Af Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister, Laila Mortensen, formand for Forsikring & Pension og adm. direktør i Industriens Pension, og Carsten Egeriis, formand for Finans Danmark og adm. direktør for Danske Bank.
“Når jeg ser et træ, kigger jeg altid efter sprækken, man kan smide en 25-øre i, så lortet går i gang.” Sådan skulle den store hverdagspoet Dan Turèll have forkyndt sin holdning til det grønne.
Citatet vidner om, at det ikke var fuglekvidder, Onkel Danny havde i tankerne, når han hyldede hverdagen. Som én, der var vokset op til lyden af værtshusets skrattende jukeboks, forstod han ikke, at nogen kunne værdsætte noget så kedeligt som naturen. Men én ting forstod han: Der skal penge til, før der sker noget.
Det gælder i dén grad også den grønne omstilling, hvilket FN’s klimapanels nylige rapport er en alvorlig påmindelse om. Hvis verdenssamfundet skal nå Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, kræver det massive grønne investeringer. Både om 10, 20 eller 30 år – og nu og her.
Ifølge det Internationale Energiagentur skal der på globalt plan hvert år investeres tre gange så meget i grønne energiteknologier som i dag!
Vi skal bruge penge på udbygning af vedvarende energi og implementering af energibesparende løsninger, som vi allerede er verdensmestre i. Og på udvikling af nye teknologier som Power-to-X. De fleste reduktioner, vi vil opnå frem mod 2030, kommer fra teknologier, som er tilgængelige i dag. Men de teknologier vil kun bringe os halvvejs til klimaneutralitet i 2050. Når vi skal videre efter 2030, kræver det, at vi ikke kun investerer i det, vi allerede kender.
Hverken regeringen, virksomhederne eller en enkelt sektor kan klare opgaven alene. Derfor har regeringen indgået 14 klimapartnerskaber med erhvervslivet og nedsat et Grønt Erhvervsforum, så virksomhederne er med til at pege på løsningerne. For vi har ikke kun brug for bankerne, pensionsselskaberne og andre finansielle aktører til at levere investeringer. Vi har også brug for finanssektorens viden og kompetencer om, hvad der skal til for at tiltrække privat kapital til fremtidens grønne investeringer.
Det gælder, når vi skal i gang med store, ekstremt betydningsfulde projekter som for eksempel verdens første energiøer i Nordsøen og Østersøen. Med en pris på over 200 milliarder kroner står energiøen i Nordsøen til at blive Danmarkshistoriens største anlægsprojekt! Men det gælder også, når vi skal gøre hele den danske boligmasse mere energieffektiv – lige fra parcelhuset i Vangede til kontorbygningen i København.
Det er ikke bare en dansk udfordring, men en global. Regeringen og den finansielle sektor samarbejder derfor også i Climate Investment Coalition med ét klart formål: at mobilisere langt flere private grønne investeringer på globalt plan frem mod 2030. Ved at dele de danske erfaringer viser vi, at investeringer i grøn omstilling er sød musik for private investorer, og at regeringer kan sætte tempoet op med de rette rammevilkår, så andre inspireres til at gøre det samme.
Som det eneste land i verden har pensionsbranchen og investeringsfondene i Danmark lovet at levere som brancher. I 2019 gav den danske pensionsbranche et løfte om at investere for op mod 350 milliarder kroner i grøn omstilling frem mod 2030. Og sidste år gav investeringsbranchen tilsagn om at reducere CO2-aftrykket for danskeres private investeringer, så deres CO2-aftryk i 2030 er 75 pct. mindre end CO2-aftrykket for verdensaktieindekset i 2020.
Og det går godt: Alene det seneste år er der investeret for 72 milliarder kroner, og på to år har pensionsselskaberne sat 122 milliarder kroner i nye grønne investeringer i alt fra svanemærkede lejeboliger i Danmark over vindmølleparker i Tyskland og Chile til solenergianlæg i Canada.
Samtidig er CO2-aftrykket fra danskernes investeringer i aktiefonde reduceret med 9 procent siden nytår, så det nu er 22 procent lavere end verdensaktieindeksets CO2-aftryk i 2020. Og finanssektoren er godt i gang med at hjælpe danskerne med at træffe bæredygtige valg, når de for eksempel skal renovere boliger.
Der er stadig nok at tage fat på: Finanssektoren skal blive endnu bedre til at rådgive kunderne om, hvordan de kan gøre en forskel for klimaet som bankkunder, huskøbere, forsikringstagere og opsparere. Og netop her kan regeringen, virksomhederne og den finansielle sektor sammen understøtte incitamentet til at opnå den nødvendige omstilling.
Endelig må vi ikke glemme investeringerne i vækstøkonomier og udviklingslande, hvor behovet er stort, men finansieringen flyder langsommere. Vi skal have flere med, så vi vender de globale finansieringsstrømme fra sort til grøn. Musikken spiller kun, hvis den finansielle sektor verden over smider penge i.
Den gode nyhed er, at de grønne muligheder vokser, omkostningerne falder, og investeringerne giver mere og mere mening – ikke kun målt i CO2, men også i kroner og øre.
