Tilmeldingen til Pengeuge 2022 er netop begyndt. Landets skolelærere kan på pengeuge.dk tilmelde sig og få besøg af en bankrådgiver som gæsteunderviser i klassen. Alle elever i udskolingen kan være med. Målet er at give skolernes ældste klasser en øget forståelse for privat økonomi som budgetter og renter og ruste dem til at træffe gode økonomiske valg i livet.
Og som noget nyt vil de også kunne bruge det nye digitale undervisningsmateriale i undervisningen omkring finansiel forståelse, som er særligt målrettet matematik- og samfundsfagsundervisningen.
Materialet laves i samarbejde med forlaget Alinea og vil indeholde et digitalt undervisningsunivers på mellem seks til otte lektioners varighed bestående af elevtekster, opgaver, modeller, film, animationer og lærervejledning. Det vil være tilgængeligt direkte via Alineas platform Forstå.dk og bliver gratis for alle.
”De fleste lærere kender allerede Alinea, og de bruger deres materiale i undervisningen. Vi er meget glade for at få Alinea med i Pengeugen, da vi er helt sikre på, at det vil øge interessen for at sætte finansiel forståelse på skoleskemaet i uge 11 – til gavn for landets udskolingselever,” siger Stine Luise Goll, PA- og kommunikationsdirektør, Finans Danmark.
”Vi er rigtig glade for at blive en del af Pengeuge. For os er det en kernopgave at ruste udskolingselever til fremtiden så godt som muligt. Det er vigtigt at ramme unge i øjenhøjde, når vi arbejder med begreber som lån, budget og privatøkonomi. Og det er lige præcis det, som Pengeuge-materialet kan," siger Nikolaj Grønning Hansen, direktør for forretningsudvikling fra Alinea+, som står bag Forstå.dk.
Alle udskolingsklasser i hele landet kan deltage i Pengeuge, som er gratis.
Fakta
Formålet med Pengeugen er at højne børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i privatøkonomi. Forbrugerrådet Tænk og Finansforbundet bakker sammen med Danmarks Matematiklærerforening op om formålet.
Pengeugen sætter fokus på undervisning i privatøkonomi i grundskolens ældste klasser (7.-9. klasse). Alle skoler, klasser og lærere kan være med og anvende det undervisningsmateriale, der er udviklet særligt til Pengeugen. Man kan også være med uden at bruge undervisningsmaterialet, og i stedet anvende nogle af de øvrige materialer.
Under Pengeuge er der mulighed for gæsteundervisning fra den lokale bank. Al gæsteundervisning skal følge de officielle retningslinjer, der understreger, at formålet er uddannelsesmæssigt, og at der ikke må være virksomhedslogoer til stede.