Regeringen foreslår i sit udspil, at der indføres en model med statsgaranti på bolig- og realkreditlån i spændet mellem 60 og 90 procent af boligens værdi. Ordningen skal gælde boliger med lav kvadratmeterpris. For at få et lån med statsgaranti skal boligkøber kunne leve op til de gældende regler for at blive kreditgodkendt.
”Vi har – ligesom regeringen – et stort ønske om at bidrage til vækst og udvikling i hele Danmark. Derfor låner danske penge- og realkreditinstitutter allerede i dag ud til boligkøbere i hele landet – og vi ser, at der gives flere realkreditlån til boligkøb end tidligere. Det gælder både i land og by, hvor rigtig mange hver dag sætter deres underskrift på en købsaftale,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Privatøkonomi skal fortsat kunne bære lånet
At købe og eje sin egen bolig er manges drøm – uanset om man bor i storbyerne eller i mindre landdistriktsområder. I årets første tre kvartaler har realkreditinstitutterne givet mere end 56.100 lån til køb af huse og ejerlejligheder i hele landet. Tal fra Epinion viser, at i ni ud af ti tilfælde får boligkøber et tilbud om et lån – og når der bliver givet afslag, skyldes det i over halvdelen af tilfældene boligkøbers privatøkonomi. Ud over de økonomiske forhold begrundes afslag også med f.eks. boligens stand, beliggenhed og ”andre årsager”.
”Når vi giver et tilbud på lån, skal vi sikre os, at kundens økonomi kan bære det. Ud over rente og afdrag på lånet og andre faste udgifter skal der være luft i budgettet til andet forbrug – og uforudsete udgifter. Det er ikke i samfundets eller den enkeltes interesse, at få sat sig så hårdt, at man i sidste ende må sælge sit hus med tab til følge,” siger Ane Arnth Jensen og fortsætter:
”Vi ser allerede en stigning i udlån – ligesom vi kan se, at langt de fleste boligkøbere får et tilbud på lån. Det gælder uanset, om man bor på landet eller i byen. Men hvis ens økonomi ikke er robust nok, så kan hverken vi eller regeringens statsgarantimodel hjælpe, da reglerne på området er klare. Vi skal følge loven og via en grundig kreditvurdering sikre, at kundens økonomi er robust nok. Det er i høj grad i forbrugerens interesse.”
Fakta:
- En undersøgelse, som Epinion har lavet for Finans Danmark, viser, at næsten ni ud af 10 danskere, der har søgt om et boliglån, også har fået lånet, både i by og i landdistrikterne. Undersøgelsen viser også, at når man får et ”nej” til boliglån i banken, så er det oftest (i over 50 pct. af tilfældene) økonomiske forhold, f.eks. for lavt råderum i budgettet eller manglende opsparing, der er forklaringen. Ud over de økonomiske forhold, oplever danskerne også, at der er andre begrundelser for afslag som fx boligens stand eller beliggenhed. Flere svarer også, at afslaget skyldes ”andre årsager”.
Realkreditudlån i 2021
- I de første tre kvartaler i 2021 er der i alt givet 56.159 nye realkreditlån til køb af helårsboliger. Knap 30 pct. er givet til et boligkøb i et landdistriktsområde
- I land- og yderkommunerne er der i 1. kvartal-3. kvartal 2021 i alt givet 15.972 realkreditlån til køb af helårsbolig. Det er 32,7 pct. flere end i samme periode i 2020.
- I by- og mellemkommunerne er der i 1. kvartal-3. kvartal 2021 i alt givet 40.187 realkreditlån til køb af helårsbolig. Det er 26,5 procent flere end i samme periode i 2020.
- I de første tre kvartaler i 2021 blev der givet 2.780 nye realkreditlån til ejerskifte af erhvervsejendomme, og heraf var 835 af lånene til køb af kontor- og forretningsejendomme.
- 61,5 pct. af nye lån til ejerskifte af erhvervsejendomme gives i landdistrikterne, og 41,7 pct. af nye lån til ejerskifte af kontor- og forretningsejendomme gives i landdistrikterne.
Realkreditudlån i 2020
- I 2020 blev der i alt givet 60.249 nye realkreditlån til køb af helårsboliger i Danmark. Det er 10 pct. flere end i 2019.
- I by- og mellemkommunerne er der i alt i 2020 givet 43.853 realkreditlån til køb af helårsbolig. Det er 11 pct. flere end i 2019.
- I land- og yderkommunerne er der i 2020 i alt givet 16.396 realkreditlån til køb af helårsbolig. Det er 8 pct. flere end i 2019.
- I 2020 blev der givet 3.522 nye realkreditlån til ejerskifte af erhvervsejendomme, heraf var 1.006 af lånene til køb af kontor- og forretningsejendomme.
- 64 pct. af nye lån til ejerskifte af erhvervsejendomme gives i landdistrikterne, og 44,9 pct. af nye lån til ejerskifte af kontor- og forretningsejendomme gives i landdistrikterne.
