Trods sommerferie har danskerne ikke holdt sig væk fra boligmarkedet i juli. I alt indhentede danskere på boligjagt 7.804 tilbud på nye realkreditlån. Til sammenligning er der i gennemsnit blevet indhentet omkring 7.650 lånetilbud til boligkøb i juli måned, siden statistikken begyndte i oktober 2017 til 2020.
”Selvom vi danskere har været på sommerferie, har vi ikke taget fri fra boligmarkedet. Danskernes interesse for at skifte deres eksisterende bolig ud med en ny eller købe et sommerhus er fortsat lidt højere sammenlignet med de seneste års somre,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Færre omlægninger
Mens interessen for nye realkreditlån til boligkøb fortsætter med at være høj, er der ikke så stor appetit blandt boligejerne på at omlægge deres eksisterende realkreditlån eller optage et tillægslån. I alt indhentede boligejerne i juli 10.218 lånetilbud til omlægninger og tillægslån, og til sammenligning er der i gennemsnit blevet indhentet omkring 20.100 lånetilbud til samme formål i juli måneder fra 2018 til 2020.
”De seneste år har været præget af milliardstore konverteringsbølger. Mange boligejere har allerede omlagt deres eksisterende realkreditlån til et nyt og fået gavn af de rekordlave renter. Derfor er det ikke så overraskende, at langt størstedelen holder fast i deres nuværende lån,” siger Ane Arnth Jensen og fortsætter:
”Der kan dog stadig være boligejere, for hvem en omlægning af lån vil kunne betale sig. Derfor er det altid en god idé at kontakte sin bank eller realkreditinstitut for at høre om sine muligheder.”